Penny 1 år

1 2 3Både  onsdag og lørdag har stået i fødselsdagsfejringens tegn, så lige nu puster vi velfortjent ud på sofaen imens Penny tilfreds og veltilpas sover inde i Juno sengen. Jeg har en masse billeder fra idag, jeg gerne vil dele med jer, men vi starter lige med et par stykker fra i onsdags. Den store dag. Jeg har bestemt ikke travlt med at hun skal fylde to år, men alligevel må jeg sige, at det her med at få lov at samle alle ens kære og for at fejre ens barn er noget af det mest frydefulde og skønne, jeg endnu har prøvet.

Jeg er glad for, at både Mads og jeg havde prioriteret at holde fri, så vi ikke gik glip af et eneste øjeblik af hendes første fødselsdag. Og når jeg havde et par sekunder for mig selv, kunne jeg ikke se mig fri for at blive rørstrømsk og overvældet af følelsen af, hvor helt igennem stor og dejlig en dag, det var. Om eftermiddagen dukkede der den ene uventede gæst op efter den anden, både bedsteforældre, små barselsvenner og søde naboer, og Penny var glad for at se hver og en. Hun var endda nødt til lige at komme hen og give hendes gode ven Mats et kram, inden hun kunne koncentrere sig om sin kage :) Hun var helt igennem glad hele dagen, og da jeg puttede hende, klemte hun sig ekstra ind til mig, inden hun med det samme gik ud som et lys. Det havde vist også været en god dag for fødselaren.

Pennys fødsel

1 Penny bare en dag gammel

Jeg skrev jo igår, at jeg ville dele min fødselsberetning med jer idag, på Pennys 1 års fødselsdag. Det må være den mest passende dag. Jeg har haft den nedskrevet i næsten et år, men tøvet lidt med at dele den, men med tanke på, hvor stor glæde jeg selv havde af at læse fødselsberetninger, som en måde at tøjle min fødselsangst, er det vist kun fair, at jeg også deler min. Interessen fra dengang har faktisk hængt ved, jeg synes stadig, det er noget af det mest spændende hvor forskelligt sådan en fødsel kan forløbe, og heldigvis som regel med en happy ending.
Lad mig lige slå fast, at jeg på ingen måde syntes fødslen var en behagelig oplevelse imens det stod på eller dagene efter, og jeg synes faktisk også, at det var ret voldsomt, måske især fordi det gik lidt hurtigt. Men nu hvor det er lidt på afstand, kan jeg godt se, at det overordnet set gik ret godt, og det er er jeg overbevist om, ikke mindst skyldes min gravidyoga. Jeg kan ikke anbefale det nok til andre gravide. Fordi jeg havde nogle gode redskaber, nåede jeg aldrig for alvor at blive bange eller overvældet, og det var en ret vild oplevelse, at ens krop bare tog over og gjorde det, den er skabt til, uanset om jeg ville eller ej.
Nå, her kommer fødselsberetningen råt for usødet. Det er ret teksttungt, så man skal nok interessere sig ret meget for fødsler for at orke at læse det til ende ;)

Min termin var d. 10. januar 2014, men dagen kom og gik uden optræk til noget som helst. Ved jordemoderbesøget i uge 40 fik vi en tid til forundersøgelse til igangsættelse d. 21. januar, og som dagene gik mistede jeg modet og indstillede mig på, at det var den måde, min fødsel skulle gå i gang på.
Om aftenen mandag d. 20. januar, dagen før vores tid på hospitalet, slapper vi af på sofaen. På et tidspunkt imellem 21 og 22 mærker jeg en smerte, ikke stærkere end en plukkeve, men anderledes. Jeg tænker straks, at det er mere og andet end plukkeveer, men jeg tør knap nok tænke tanken, og da slet ikke sige det højt, af frygt for at det skal gå i sig selv igen. Smerterne kommer ca. hvert 10. minut, de niver lidt, men er ikke stærke nok til at det ikke lykkes at skjule dem for Mads. Jeg bør gå i seng og hvile, men er så spændt og samtidig nervøs for, at det skal drive over. Da klokken nærmer sig 24 tager de lidt til i styrke, og jeg er ikke længere i tvivl om, at nu er den god nok. Jeg fortæller det til Mads, og vi bliver enige om, at han skal gå ind og få lidt søvn, jeg er ude over det punkt. Jeg henter en måtte ind på gulvet i stuen og laver nogle af mine yogaøvelser, primært for at løsne op og hjælpe veerne på vej. Da de tager til i styrke, går jeg i bad for at forsøge at lindre. Veerne er da kraftige nok til at jeg skal fokusere på og bruge vejrtrækningen for at komme igennem dem og det er skønt at lade bruserens stråler ramme ned på lænden, hvor smerterne er værst. Ude af badet er det efterhånden virkelig svært at stå på benene. Jeg lægger mig på knæ med overkroppen ind over møblerne, for sådan kan jeg bedst klare veerne. Når der kommer en ve, skynder jeg mig at trykke start på min smarte Contractions app og derefter ligger jeg og svajer med hofterne fra side til side, hvilket lindrer en smule, mens jeg trækker vejret dybt. Veerne er ret regelmæssige, de varer ca. 45 sekunder og kommer med 3 minutters mellemrum. Ved 2 tiden kan jeg ikke længere klare det alene, hver gang en ve kommer rullende, bliver jeg vildt stresset over at skulle vække telefonen af dvale, trykke på start osv, samtidig med at smerten er ret overvældende. Jeg vækker Mads, som står op. Vi bliver enige om at ringe til fødegangen, bare for lige at fortælle dem om forløbet hidtil. Jeg kan ikke overskue at snakke med nogen, men Mads og jordemoderen bliver enige om, at vi må komme, når det passer os, men at det er bedst at blive hjemme længst muligt. Jeg tackler fortsat veerne liggende på knæ, men nu kan Mads også hjælpe ved at lave lændemassage og tryk på halebenet. På et tidspunkt er jeg så udmattet og træt, at jeg lægger mig på sofaen, selvom det er sværere at klare veerne liggende, men på den måde kan jeg blunde imellem dem. De kommer regelmæssigt med ca. 2-2 ½ minuts mellemrum og varer 1 minut. Ved 4 tiden kan jeg ikke mere. Jeg er ret udmattet, i store smerter, og har mest af alt lyst til at overgive ansvaret til nogle andre og ikke mindst få en status på, om alle mine anstrengelser har hjulpet noget som helst. Mads ringer til fødegangen og melder vores ankomst.
I bilen klinger veerne lidt af, og jeg er bange for, at jeg vil blive opfattet som pylret. Jeg siger endda til Mads at han godt kan køre lidt roligere, for vi har ikke travlt. 4.30 er vi ved sygehuset, vi får en p-plads tæt på og følges op på fødegangen, uden vores tasker. Jeg er bange for, at det vil være forgæves at tage det hele med op, da vi jo er helt med på, at vi måske bliver sendt hjem igen. I modtagelsen tager en sød jordemoder imod os, og hun undersøger mig. Livmoderhalsen er væk og jeg er 4 cm åben, altså er jeg i aktiv fødsel. Jeg bliver super lettet over at alle smerterne rent faktisk har nyttet noget, og tænker også lettet, at jeg så ikke er en pivskid som har overvurderet smerternes styrke. Mens vi snakker med jordemoderen tager veerne til i styrke igen, og vi bliver enige om, at jordemoderen skal fylde vand i fødekarret, som er et stort ønske for mig. 4.50, 20 minutter efter ankomst, kan jeg næsten ikke håndtere veerne på briksen i modtagelsen og ventetiden forekommer mig virkelig lang. Smerterne bliver så kraftige at jeg kaster op, og jeg får det meget varmt. Der er et skift af jordemoder, men jeg orker ikke at hilse på den nye. Mine øjne er konstant lukkede, jeg fokuserer kun på min vejrtrækning, for kun sådan kan jeg klare veerne som kommer meget tæt på hinanden. Mads er nødt til at gå i bilen med p-tilladelsen og for at hente vores tasker, men jeg kan næsten ikke holde ud at skulle undvære ham, og har mest lyst til at bede jordemoderen gøre det i stedet. 5.40 er karret endelig klar, og vi skal hen på fødestuen. Det virker umuligt at skulle gå selv, men imellem to veer halvløber jeg de få meter hen af gangen og ind på stuen, hvor jeg straks kravler op i karret. Det varme vand er fantastisk lindrende, selvom jeg har svært ved at finde en god stilling at sidde i. Mads sidder bag mig og gør sit for at køle mig ned ved at tilbyde mig koldt vand og holde kolde omslag på min pande. Jeg ænser det knap nok, for veerne er så kraftige og kommer uden pause. Pludselig ændrer smerterne sig og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har fået pressetrang. Jeg siger det til jordemoderen, som slår det hen. Alligevel undersøger hun mig, og jeg kan tydeligt mærke, at hun bliver forundret over at opdage, at jeg er klar til at presse. Det her går en del stærkere end alle havde regnet med, og der bliver aktivitet på stuen med at tænde en varmelampe over vuggen, finde redskaber frem, bredde lagner ud osv. Det er halvanden time siden vi kom på fødegangen, jeg har kun været i vandet 20 minutter, og jeg er nu fuldt åben. Først nu går mit vand, og så tager presseveerne for alvor over. Det er en mærkelig fornemmelse slet ikke at kunne lade være med at presse, selvom jeg ikke kan fordrage den udspændte fornemmelse, som jeg synes er virkelig væmmelig! På hver ve presser jeg et par gange, fulgt af den mærkeligste dybe stønnen, som jeg slet ikke vidste, jeg havde i mig. Jeg tænker flere gange, at jeg ikke vil mere og at det hele skal stoppe, men jeg nøjes vist med at sige det en enkelt gang. Generelt er der vist en del mere panik indeni mig end jeg giver udtryk for, for der er faktisk stille og fredeligt, om end koncentreret, på stuen. Efterfølgende får jeg stor ros for min måde at bruge vejrtrækningen, og jordemoderen siger, at hun havde en opfattelse af, at jeg var helt rolig, hvilket bestemt ikke var min egen opfattelse.
Jeg har en fornemmelse af at presse som en gal, men kan ikke fornemme, om det skrider fremad. Jordemoderen vil gerne måle babyens hjertelyd, men hun har svært ved at finde den, og da det kikser fire veer i træk, beordrer hun mig op på sengen næste gang der er en pause i veerne. Det er virkelig en kraftanstrengelse, men jeg kommer op af vandet og når lige at lægge mig, inden der kommer en ve. Jeg presser, og noget føles anderledes (og mere smertefuldt!). Jeg spørger, hvad der sker, og de svarer at hovedet er født! De siger også, at de er bange for, at babyen er lidt stresset, fordi det går så hurtigt, og forbereder mig på, at hun måske ikke græder med det samme, men at jeg ikke skal være bange. I næste ve, kl. 6.25, efter 25 minutters presseveer, bliver kroppen født, og hun kommer straks op på min mave, hvor hun sætter i et vræl! Hun havde højre hånd oppe ved kinden, da hun kom ud, hvilket måske var grunden til at det drillede lidt til sidst, men hun får ikke mén af det, blot et rødt mærke som aftager efter nogle dage. Mads klipper navlestrengen og hun bliver straks lagt op på mit bryst, søger, finder og giver sig til at sutte.

23Nogle af de første billeder af Penny, blot en time gammel. Helt lille og krøllet, moderen lidt medtaget og overvældet ;)

Det første år er næsten gået

PENNYEn lille collage af årets billeder, fra et af de aller første, til nogle af de nyeste.

Jeg har puttet Penny her til aften efter at have kysset og krammet hende ekstra meget. Imorgen fylder hun et år, og udover det første chok over at dagen er kommet, glæder jeg mig helt vildt til at fejre hende! De sidste uger har jeg pevet lidt over at runde denne første årsdag, ikke fordi jeg ikke glæder mig over den udvikling hun er i, men lige så meget fordi jeg synes, hun er helt fantastisk lige for tiden. Vil gerne lige blive her lidt og nyde det. Derudover har det givet anledning til at tænke lidt tilbage og ærge mig over vores lidt barske start og de første måneder som jeg føler smuldrede imellem hænderne på mig. Jeg husker ikke hendes tid som spædbarn som særlig rar, og det gør mig lidt trist, at jeg på en måde er gået glip af den. Til gengæld er jeg ved at revne af stolthed over den udvikling, hun har gennemgået siden da, alle de ting hun har lært, og den lille pige, hun er ved at udvikle sig til!

Både Mads og jeg er hjemme, så Penny kan holde fri fra dagplejen, og vi har planlagt et besøg hos et nærliggende legeland om formiddagen og en rolig eftermiddag hjemme, selvfølgelig med den obligatoriske fødselsdagskage. Først på lørdag holder vi familiefødselsdag med bedsteforældre og onkler. I julen var hun ret begejstret for at åbne gaver, så jeg kan næsten ikke vente med at forære hende vores! Der er lagt en hel masse omtanke i, og det har krævet et par aftener ved symaskinen, men jeg er meget tilfreds og håber bare sådan, at hun kan lide det.

Imorgen kigger jeg ind med historien om, hvordan det hele startede; Pennys fødselsberetning. Jeg har i lang tid overvejet, om jeg ville dele den her, men med tanke på, hvor stor glæde jeg selv havde af at læse om alle de forskellige forløb og drejninger en fødsel kan tage, er det vist kun rimeligt at jeg også deler ud af min. Som heldigvis var af de ret gode og ukomplicerede af slagsen. Det kommer alt sammen imorgen, et år efter.

Lige den sidste rest udsalg

FullSizeRenderEt af favorit mærkerne i Pennys klædeskab er danske Gro, og jeg har allerede luftet min kærlighed til deres fine prikkede leggings lige her. Især deres populære velourbukser er jeg konstant på udkig efter til en god pris, men de kan godt være svære at opstøve på udsalg. Til gengæld er jeg bedøvende ligeglad med sæsoners skiften og trends, det vigtigste for mig er at Pennys tøj fungerer for hende og at jeg kan lide det. Jeg havde ventet utålmodigt på at vismaa skulle starte udsalg, og da det skete forleden, var jeg hurtig og klikkede to af efterårets favoritter hjem. Sweatshirten har jeg planer om allerede at tage i brug til Penny på onsdag som fødselsdagskjole sammen med et par strømpebukser. Hun bliver ikke til at stå for :)

Desværre var jeg for sent ude til at klikke denne sweatkjole hjem, og det ærger mig noget så grusomt! Så hvis I ser den i str 86, må I meget, meget gerne tippe mig!

Langsom søndag og fødselsdagsønsker til 1 års fødselsdag

IMG_4300IMG_4301IMG_4361Jeg havde en ret perfekt søndag. Ingen aftaler eller forpligelser andet end at være sammen med Penny, imens Mads var på uni og forberede sig til en eksamen. For mig kræver det øvelse og overskud at være til stede i nuet og ikke have hovedet fuld af alle mulige ting, jeg burde give mig til. Men igår lykkedes det, og Penny og jeg havde en fest med at lege på gulvet, læse bøger, gå, stå og kravle og rive alting ud af reolerne. Det falder mig ikke ret naturligt at agere legeonkel, men når jeg sommetider giver mig hen til det og timerne flyver forbi i festligt selskab med min lille pige, så nyder jeg det faktisk i fulde drag!
Hverdagen er for alvor gået i gang, og jeg synes, jeg mangler tid til alt blogrelateret. Ikke mindst dagslys at tage billeder i. Især fordi Midtimellem alle dage har handlet mindst lige så meget om billeder som tekst. Jeg håber, at jeg kan blive lidt flittigere med indlæggene i takt med, at der begynder at være en flig dagslys tilbage, når jeg kommer hjem fra arbejde. Som i måske kan fornemme, fik jeg taget lidt revanche igår og endelig fotograferet Penny som hun ser ud her hvor hun snart tager hul på sit andet leveår.

Pennys første fødselsdag er lige rundt om hjørnet, og jeg glæder mig som en gal til at fejre min lille pige! Til gengæld er ønskelisten ret kortfattet ovenpå julen, så jeg kunne godt bruge lidt inspiration til gode gaveideer til små piger. Især hvilket legetøj der hitter. Af Mads og jeg skal hun helt sikkert have sin første dukke. Jeg tror, den vil være et hit inden længe, for lige for tiden er hun meget interesseret i at gentage og immitere hvad vi gør. Mon ikke der gemmer sig en god dukkemor i hende? Men hvad har jeres 1 årige ellers været glade for at lege med? Mine overvejelser går på Duplo, musikinstrumenter og måske lidt legemad, men jeg kunne helt sikkert godt bruge lidt gode ideer.