Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Pennys fødsel

1 Penny bare en dag gammel

Jeg skrev jo igår, at jeg ville dele min fødselsberetning med jer idag, på Pennys 1 års fødselsdag. Det må være den mest passende dag. Jeg har haft den nedskrevet i næsten et år, men tøvet lidt med at dele den, men med tanke på, hvor stor glæde jeg selv havde af at læse fødselsberetninger, som en måde at tøjle min fødselsangst, er det vist kun fair, at jeg også deler min. Interessen fra dengang har faktisk hængt ved, jeg synes stadig, det er noget af det mest spændende hvor forskelligt sådan en fødsel kan forløbe, og heldigvis som regel med en happy ending.
Lad mig lige slå fast, at jeg på ingen måde syntes fødslen var en behagelig oplevelse imens det stod på eller dagene efter, og jeg synes faktisk også, at det var ret voldsomt, måske især fordi det gik lidt hurtigt. Men nu hvor det er lidt på afstand, kan jeg godt se, at det overordnet set gik ret godt, og det er er jeg overbevist om, ikke mindst skyldes min gravidyoga. Jeg kan ikke anbefale det nok til andre gravide. Fordi jeg havde nogle gode redskaber, nåede jeg aldrig for alvor at blive bange eller overvældet, og det var en ret vild oplevelse, at ens krop bare tog over og gjorde det, den er skabt til, uanset om jeg ville eller ej.
Nå, her kommer fødselsberetningen råt for usødet. Det er ret teksttungt, så man skal nok interessere sig ret meget for fødsler for at orke at læse det til ende ;)

Min termin var d. 10. januar 2014, men dagen kom og gik uden optræk til noget som helst. Ved jordemoderbesøget i uge 40 fik vi en tid til forundersøgelse til igangsættelse d. 21. januar, og som dagene gik mistede jeg modet og indstillede mig på, at det var den måde, min fødsel skulle gå i gang på.
Om aftenen mandag d. 20. januar, dagen før vores tid på hospitalet, slapper vi af på sofaen. På et tidspunkt imellem 21 og 22 mærker jeg en smerte, ikke stærkere end en plukkeve, men anderledes. Jeg tænker straks, at det er mere og andet end plukkeveer, men jeg tør knap nok tænke tanken, og da slet ikke sige det højt, af frygt for at det skal gå i sig selv igen. Smerterne kommer ca. hvert 10. minut, de niver lidt, men er ikke stærke nok til at det ikke lykkes at skjule dem for Mads. Jeg bør gå i seng og hvile, men er så spændt og samtidig nervøs for, at det skal drive over. Da klokken nærmer sig 24 tager de lidt til i styrke, og jeg er ikke længere i tvivl om, at nu er den god nok. Jeg fortæller det til Mads, og vi bliver enige om, at han skal gå ind og få lidt søvn, jeg er ude over det punkt. Jeg henter en måtte ind på gulvet i stuen og laver nogle af mine yogaøvelser, primært for at løsne op og hjælpe veerne på vej. Da de tager til i styrke, går jeg i bad for at forsøge at lindre. Veerne er da kraftige nok til at jeg skal fokusere på og bruge vejrtrækningen for at komme igennem dem og det er skønt at lade bruserens stråler ramme ned på lænden, hvor smerterne er værst. Ude af badet er det efterhånden virkelig svært at stå på benene. Jeg lægger mig på knæ med overkroppen ind over møblerne, for sådan kan jeg bedst klare veerne. Når der kommer en ve, skynder jeg mig at trykke start på min smarte Contractions app og derefter ligger jeg og svajer med hofterne fra side til side, hvilket lindrer en smule, mens jeg trækker vejret dybt. Veerne er ret regelmæssige, de varer ca. 45 sekunder og kommer med 3 minutters mellemrum. Ved 2 tiden kan jeg ikke længere klare det alene, hver gang en ve kommer rullende, bliver jeg vildt stresset over at skulle vække telefonen af dvale, trykke på start osv, samtidig med at smerten er ret overvældende. Jeg vækker Mads, som står op. Vi bliver enige om at ringe til fødegangen, bare for lige at fortælle dem om forløbet hidtil. Jeg kan ikke overskue at snakke med nogen, men Mads og jordemoderen bliver enige om, at vi må komme, når det passer os, men at det er bedst at blive hjemme længst muligt. Jeg tackler fortsat veerne liggende på knæ, men nu kan Mads også hjælpe ved at lave lændemassage og tryk på halebenet. På et tidspunkt er jeg så udmattet og træt, at jeg lægger mig på sofaen, selvom det er sværere at klare veerne liggende, men på den måde kan jeg blunde imellem dem. De kommer regelmæssigt med ca. 2-2 ½ minuts mellemrum og varer 1 minut. Ved 4 tiden kan jeg ikke mere. Jeg er ret udmattet, i store smerter, og har mest af alt lyst til at overgive ansvaret til nogle andre og ikke mindst få en status på, om alle mine anstrengelser har hjulpet noget som helst. Mads ringer til fødegangen og melder vores ankomst.
I bilen klinger veerne lidt af, og jeg er bange for, at jeg vil blive opfattet som pylret. Jeg siger endda til Mads at han godt kan køre lidt roligere, for vi har ikke travlt. 4.30 er vi ved sygehuset, vi får en p-plads tæt på og følges op på fødegangen, uden vores tasker. Jeg er bange for, at det vil være forgæves at tage det hele med op, da vi jo er helt med på, at vi måske bliver sendt hjem igen. I modtagelsen tager en sød jordemoder imod os, og hun undersøger mig. Livmoderhalsen er væk og jeg er 4 cm åben, altså er jeg i aktiv fødsel. Jeg bliver super lettet over at alle smerterne rent faktisk har nyttet noget, og tænker også lettet, at jeg så ikke er en pivskid som har overvurderet smerternes styrke. Mens vi snakker med jordemoderen tager veerne til i styrke igen, og vi bliver enige om, at jordemoderen skal fylde vand i fødekarret, som er et stort ønske for mig. 4.50, 20 minutter efter ankomst, kan jeg næsten ikke håndtere veerne på briksen i modtagelsen og ventetiden forekommer mig virkelig lang. Smerterne bliver så kraftige at jeg kaster op, og jeg får det meget varmt. Der er et skift af jordemoder, men jeg orker ikke at hilse på den nye. Mine øjne er konstant lukkede, jeg fokuserer kun på min vejrtrækning, for kun sådan kan jeg klare veerne som kommer meget tæt på hinanden. Mads er nødt til at gå i bilen med p-tilladelsen og for at hente vores tasker, men jeg kan næsten ikke holde ud at skulle undvære ham, og har mest lyst til at bede jordemoderen gøre det i stedet. 5.40 er karret endelig klar, og vi skal hen på fødestuen. Det virker umuligt at skulle gå selv, men imellem to veer halvløber jeg de få meter hen af gangen og ind på stuen, hvor jeg straks kravler op i karret. Det varme vand er fantastisk lindrende, selvom jeg har svært ved at finde en god stilling at sidde i. Mads sidder bag mig og gør sit for at køle mig ned ved at tilbyde mig koldt vand og holde kolde omslag på min pande. Jeg ænser det knap nok, for veerne er så kraftige og kommer uden pause. Pludselig ændrer smerterne sig og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har fået pressetrang. Jeg siger det til jordemoderen, som slår det hen. Alligevel undersøger hun mig, og jeg kan tydeligt mærke, at hun bliver forundret over at opdage, at jeg er klar til at presse. Det her går en del stærkere end alle havde regnet med, og der bliver aktivitet på stuen med at tænde en varmelampe over vuggen, finde redskaber frem, bredde lagner ud osv. Det er halvanden time siden vi kom på fødegangen, jeg har kun været i vandet 20 minutter, og jeg er nu fuldt åben. Først nu går mit vand, og så tager presseveerne for alvor over. Det er en mærkelig fornemmelse slet ikke at kunne lade være med at presse, selvom jeg ikke kan fordrage den udspændte fornemmelse, som jeg synes er virkelig væmmelig! På hver ve presser jeg et par gange, fulgt af den mærkeligste dybe stønnen, som jeg slet ikke vidste, jeg havde i mig. Jeg tænker flere gange, at jeg ikke vil mere og at det hele skal stoppe, men jeg nøjes vist med at sige det en enkelt gang. Generelt er der vist en del mere panik indeni mig end jeg giver udtryk for, for der er faktisk stille og fredeligt, om end koncentreret, på stuen. Efterfølgende får jeg stor ros for min måde at bruge vejrtrækningen, og jordemoderen siger, at hun havde en opfattelse af, at jeg var helt rolig, hvilket bestemt ikke var min egen opfattelse.
Jeg har en fornemmelse af at presse som en gal, men kan ikke fornemme, om det skrider fremad. Jordemoderen vil gerne måle babyens hjertelyd, men hun har svært ved at finde den, og da det kikser fire veer i træk, beordrer hun mig op på sengen næste gang der er en pause i veerne. Det er virkelig en kraftanstrengelse, men jeg kommer op af vandet og når lige at lægge mig, inden der kommer en ve. Jeg presser, og noget føles anderledes (og mere smertefuldt!). Jeg spørger, hvad der sker, og de svarer at hovedet er født! De siger også, at de er bange for, at babyen er lidt stresset, fordi det går så hurtigt, og forbereder mig på, at hun måske ikke græder med det samme, men at jeg ikke skal være bange. I næste ve, kl. 6.25, efter 25 minutters presseveer, bliver kroppen født, og hun kommer straks op på min mave, hvor hun sætter i et vræl! Hun havde højre hånd oppe ved kinden, da hun kom ud, hvilket måske var grunden til at det drillede lidt til sidst, men hun får ikke mén af det, blot et rødt mærke som aftager efter nogle dage. Mads klipper navlestrengen og hun bliver straks lagt op på mit bryst, søger, finder og giver sig til at sutte.

23Nogle af de første billeder af Penny, blot en time gammel. Helt lille og krøllet, moderen lidt medtaget og overvældet ;)

Gaver i massevis

IMG_3816 IMG_3822 IMG_3783 IMG_3828Hvis I følger med på instagram, er det nok ikke gået jeres næse forbi, at Penny har været nedlagt af en lungebetændelse. Føj en grim omgang for sådan en lille baby! Hun har virkelig været skidt tilpas, og min jobstart druknede pludselig i bekymringer og pasningsproblemer. Det er heldigvis på retræte, og vi begynder igen at kunne fokusere på vores nye hverdag og juleforberedelser.

Ligesom sidste år er julegaverne blevet pakket ind på fineste vis, så de kan ligge til skue i trådkurvene. Søstrene Grene har virkelig meget fint papirdims for tiden, så jeg har været totalt uopfindsom og bare mixet og matchet imellem kogler, glimmer, farvelade, rosa og milde budskaber. Simpelthen så nysseligt, og som altid til rimelige priser. Alle gaver er i øvrigt i hus og pakket ind, så nu kan den sidste arbejdsuge bare komme an, inden den står på juleferie og forhåbentlig dertil hørende afslapning for hele familien. Der mangler bare lidt mere sne end det som kom forleden og desværre er forsvundet igen, det ville virkelig give det sidste puf i retning mod at være i julestemning!

Julepynt og julesager

midtimellem-blog-jul-julepynt-interiør-ideer-gammel-natur-rå-gevir-adventstage-karina-bækkelund-lyngby-kubus-raumgestalt-dansk-design-ilex-grene-røde-bær-lærkegrene-1 midtimellem-blog-jul-julepynt-interiør-ideer-gammel-natur-rå-gevir-adventstage-karina-bækkelund-lyngby-kubus-raumgestalt-dansk-design-ilex-grene-røde-bær-lærkegrene-2 midtimellem-blog-jul-julepynt-interiør-ideer-gammel-natur-rå-gevir-adventstage-karina-bækkelund-lyngby-kubus-raumgestalt-dansk-design-ilex-grene-røde-bær-lærkegrene-3 midtimellem-blog-jul-julepynt-interiør-ideer-gammel-natur-rå-gevir-adventstage-karina-bækkelund-lyngby-kubus-raumgestalt-dansk-design-ilex-grene-røde-bær-lærkegrene-4 midtimellem-blog-jul-julepynt-interiør-ideer-gammel-natur-rå-gevir-adventstage-karina-bækkelund-lyngby-kubus-raumgestalt-dansk-design-ilex-grene-røde-bær-lærkegrene-6 midtimellem-blog-jul-julepynt-interiør-ideer-gammel-natur-rå-gevir-adventstage-karina-bækkelund-lyngby-kubus-raumgestalt-dansk-design-ilex-grene-røde-bær-lærkegrene-7Forleden dag, mens Penny var i dagpleje, og der for en gangs skyld var lidt lys på himlen, fik jeg lyst til at udnytte dagslyset til at tage lidt billeder af julepynten. Jeg elsker, at julen indbyder til at invitere naturen indenfor, og bliver altid lidt trist, når lærkegrenene skal ud igen efter jul… Kogler er også blevet lidt af et tema i år, egentlig ansporet af det fineste fine indpakningspapir, jeg modtog en gave pakket i sidste år, og som jeg har gemt til inspiration. Så da Søstrene Grene havde et helt kogle tema på deres julekollektion, var jeg selvfølgelig nødt til at købe lidt. Især det fine kalenderlys, var jeg nødt til at få fat i, efter at Mette fik inspireret mig til den helt rette stage. Ellers er det hovedsageligt ting, vi i forvejen bruger året rundt, som har fået selskab af lidt julesager. Gamle kendinge og elskede favoritter, både arvegods og moderne kunsthåndværk.

Julelys

IMG_3529Der har været stille på bloggen, men vi har haft en led virus indenfor døren, som vi har kastet rundt imellem os. Måske det bare er den nye virkelighed, med et barn som bliver passet udenfor hjemmet?

Weekenden bliver brugt hjemme, og imens farmand har samlet cykel, med assistance af Penny, har jeg pyntet op til jul. Det er ikke blevet til så meget, for jeg synes helt ærligt ikke, at der rigtig er plads til det, med alt det legetøj stuen er blevet oversvømmet af. Så det er efter devicen lidt med godt, og når jeg kigger på indlægget fra sidste år, er der i virkeligheden ikke ret meget, der har ændret sig. Måden det er sat sammen på måske, men ikke elementerne. Her er nu hyggeligt og julet alligevel. Forleden kom lyskæden op på altanen, og de fine lys fascinerede Penny umådeligt meget. Ihh hvor jeg glæder mig til at tage hul på hendes første julemåned og grundlægge nye traditioner!

Om lidt drøner Penny og jeg på indkøb, og jeg har skumle planer om at lægge turen omkring bageren efter honninghjerter, som vi kan få sammen med en kop kaffe i eftermiddag, når adventsstagen skal tændes. God første søndag i advent!

Søndag

IMG_3082 IMG_3090 IMG_3111 IMG_3137 IMG_3181Søndag var bidende kold og grå, og man fik ligesom fornemmelsen af, at nogen havde glemt at tænde lyset, ikke? Det var endda så råkoldt, at flyverdragter måtte i brug for første gang. Men det skulle ikke stoppe os fra en hyggelig tur i Østre Anlæg sammen med Malene og mopserne. Vi fik spadseret, spist napoleonshatte (omtrent verdens kedeligste kage, hvis du spørger mig) på en bænk, gynget og kigget på ænder. Alt det sådan en tur i parken kan og bør indeholde på en grå, våd novemberdag.

Idag var Pennys første dag i dagplejen. Lidt af en milepæl i sådan et lille babyliv (og mors)! Hun skulle bare være der en enkelt time, og det forløb fuldstændig uproblematisk, helt som jeg havde forventet. Faktisk var det nok mor som var mest beklemt ved situationen… Men det hjælper helt sikkert, at jeg er rigtig glad for og tryg ved den dagplejer, vi har valgt, og lige nu er jeg bare mest spændt på den videre indkøring. Så må den barske hverdag vente lidt endnu med at banke på, nærmere bestemt midt i december. Lige om lidt bliver lejligheden fyldt med dejlige madklubdamer som skal i køkkenet for at kokkerere sammen med mig. Menuen står på flæskestegssandwich, og her dufter allerede lifligt. Kryds lige fingre for at jeg får lavet sprøde svær, ikke?