Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Skønhedsfavoritter og vind Soft hårplejeserien fra Ingredien

IMG_5823 IMG_5856Indlægget bringes i samarbejde med Ingredien

Jeg bliver aldrig en af de bloggere som jævnligt laver indlæg om mine nyeste skønhedsfavoritter, simpelthen fordi jeg er alt for trofast, når jeg har fundet et produkt som fungerer for mig. Jeg køber gerne det samme igen og igen, men jeg må indrømme, at jeg sommetider oplever, at det kan være gavnligt at skifte lidt. Især mit hår virker til at have glæde af at skifte shampoo engang imellem af en eller anden grund. Ovenstående er alle nyligt tilkomne favoritter på min badeværelseshylde, og de er bestemt en anbefaling værdige.

Mine ben og jeg er gået i skarp træning til shortssæsonen, og mit bedste våben er selvbruner fra Vita Liberata. Du slipper for den modbydelige lugt, selvbrunere godt kan have, den trænger hurtigt ind og den giver en fin glød uden risiko for grimme streger eller uheld. Med Vita Liberatas smarte handske er den endda super nem at påføre.
Jeg havde egentlig opgivet at finde en “grøn” shampoo som kunne vaske mit hår helt rent, indtil jeg fik fingrene i denne fra Ingredien. Jeg vasker kun hår to gange om ugen, bla. ved hjælp af tørshampoo, men det stiller til gengæld store krav til min almindelige shampoo for at få alt det ud af mit hår og hovedbund. Det klarer Ingredien, samtidig med at pleje og blødgøre mit hår, til trods for at deres tørshampoo er den mest effektive, jeg endnu har prøvet. Udover at trække tiden imellem hårvaske giver den en øjeblikkelig effekt at touperet hår, win!
Siden jul har jeg brugt Gosh Growth Serum på bryn og vipper. Det er ingen mirakelkur, slet ikke på brynene, men jeg synes, at mine vipper er lidt mere fyldige og længere end normalt. Nok til at jeg fortsætte med serummen en-to gange dagligt i hvert fald.
Jeg er ikke ret vild med natcreme, men i stedet forkæler jeg min hud med en olie eller serum inden sengetid. Lige nu er min favorit hybenkerneolien fra Trilogy, som gør mig hud smørblød og får den til at se sund og frisk ud. Yderst tiltrængt!
Jeg har tidligere luftet min begejstring for cc creams, og nu har jeg fundet en ny favorit. L’oreal CC Cream anti-redness forvandler sig nærmest til foundation i kontakt med huden og den er fantastisk til at nedtone de lidt røde, blussende nuancer i mit ansigt. Jeg er meget tilfreds med dens dækkeevne og den har nu erstattet min mineralfoundation til hverdag.
Skrappe skrubbecremer er for længst lagt på hylden, men med Rudolph Care Facial Scrub Mask har jeg alligevel gjort en undtagelse. Og så alligevel ikke, for den er nemlig ikke spor skrap. De små korn eksfolierer og bliver hurtigt blødere og blidere for til sidst at blive afløst af en lækker, cremet fornemmelse. Min hud bliver frisket op og plejet samtidig, og jeg træder ud af badet med den skønneste fornemmelse.
Mange af jer har spurgt, hvad jeg synes om Mason Pearson børsten, efter jeg tippede om at købe den billigere. Jeg elsker den! Jeg fælder væsentligt mindre og synes at mit hår fedter meget mindre, også selvom det kun bliver vasket to gange om ugen. Til gengæld er det lidt for hård kost for den at rede vådt hår ud, og der er røget lidt hår/pigge ud på den bekostning, så der kan man med fordel enten vente til håret er tørt eller bruge en anden børste. Men i det store hele er jeg virkelig glad for den og langt mere tilfreds end jeg har været med nogen andre børster.

Hvis du også vil prøve, om Ingrediens Soft serie kan blødgøre og pleje dit hår, har du nu muligheden for at vinde et sæt bestående af 1 stk. Soft Shampoo, 1 stk. Soft Treatment, 1 stk. Soft Conditioner og 1. stk. Healing Hot Stuff, Ingrediens beskyttende vidundercreme.
Alt du skal gøre er at skrive en kommentar til dette indlæg, hvor du deler dit favorit skønhedsprodukt. Jeg trækker en vinder søndag d. 17. maj kl. 20.

Monday, monday

flødebolleNøj den her uge kom dårligt fra start. To dages led bihulebetændelse kombineret med to morgener hvor bilen ikke ville starte, da Penny skulle køres i dagpleje, er ikke just en blid start på dagen. Heldigvis er der kommet styr på både det ene og det andet, og sygdommen er på retræte, så idag satser jeg på en rolig dag hjemme med selvforkælelse, så jeg kan blive helt rask og klar til at komme på arbejde imorgen.
Efter at jeg for nylig mistede min far, har det været svært at få ordene på gled herinde på bloggen. Tanker og ideer er der egentlig nok af, men jeg kan ikke samle mig om at få dem ned på tasterne. Selvom sorgen ikke har slugt mig hel med hud og hår, kan jeg godt mærke, at sorgprocessen fylder rigtig meget lige for tiden og stjæler en masse kræfter og tankeenergi, og jeg har ualmindeligt svært ved at tage mig sammen og få noget fra hånden. Jeg håber, det snart vender, og vil prøve at udnytte min hjemmedag  til at bænke mig med computeren og prøve at få taget hul på nogle indlæg. Wish me luck ;)

Sorg

IMG_5126 IMG_5115IMG_5143 IMG_5173Hvis I følger med på instagram, ved I sikkert, at jeg sidste torsdag oplevede min egen personlige tragedie, da jeg mistede min far. Sorgen og chokket lagde mig ned, men vi fik taget en smuk og rolig afsked med ham, og for hver dag der går, heles sårene lidt mere. Vinterferien kunne ikke være faldet på et bedre tidspunkt, og jeg sørger for at få rigeligt af den bedste medicin, jeg kender; Penny. Vi fordriver det onde med langsomme dage, masser af kram og kys og ikke mindst god tid til at træne både klatre- og gåevner. Forhåbentlig lægger vores liv sig snart til rette i de nye folder, så også bloggen igen kan skildre de lyse stunder.

Fødselsdagsfest for Penny

1 2 3 4 5Jeg kan ikke nære mig for lige at dele de sidste fødselsdagsbilleder med jer. Vi havde simpelthen den bedste fødselsdag med familien samlet, og Penny nød al opmærksomheden fra gæsterne! Og at gaver er dejlige, har hun også for længst forstået ;) Det havde været skønt med et overdådigt kagebord, men vi bestemte, at vi ikke gad stresse forud for Pennys fødselsdag, så i stedet sprang vi over hvor gærdet er lavest og købte os til kagerne; kringle fra Lagkagehuset og hindbærslør fra Salling. Bollerne bagte jeg til gengæld selv, grove boller med chokolade efter Meyers opskrift, og udover at de er super nemme at lave, bliver de altid helt vildt gode. Jeg kunne heller ikke dy mig for at snige en lille smule Penny pynt ind, nu det trods alt var hende, vi fejrede. Næste år tror jeg, jeg vil starte på en fin guirlande med inspiration herfra.

Pennys fødsel

1 Penny bare en dag gammel

Jeg skrev jo igår, at jeg ville dele min fødselsberetning med jer idag, på Pennys 1 års fødselsdag. Det må være den mest passende dag. Jeg har haft den nedskrevet i næsten et år, men tøvet lidt med at dele den, men med tanke på, hvor stor glæde jeg selv havde af at læse fødselsberetninger, som en måde at tøjle min fødselsangst, er det vist kun fair, at jeg også deler min. Interessen fra dengang har faktisk hængt ved, jeg synes stadig, det er noget af det mest spændende hvor forskelligt sådan en fødsel kan forløbe, og heldigvis som regel med en happy ending.
Lad mig lige slå fast, at jeg på ingen måde syntes fødslen var en behagelig oplevelse imens det stod på eller dagene efter, og jeg synes faktisk også, at det var ret voldsomt, måske især fordi det gik lidt hurtigt. Men nu hvor det er lidt på afstand, kan jeg godt se, at det overordnet set gik ret godt, og det er er jeg overbevist om, ikke mindst skyldes min gravidyoga. Jeg kan ikke anbefale det nok til andre gravide. Fordi jeg havde nogle gode redskaber, nåede jeg aldrig for alvor at blive bange eller overvældet, og det var en ret vild oplevelse, at ens krop bare tog over og gjorde det, den er skabt til, uanset om jeg ville eller ej.
Nå, her kommer fødselsberetningen råt for usødet. Det er ret teksttungt, så man skal nok interessere sig ret meget for fødsler for at orke at læse det til ende ;)

Min termin var d. 10. januar 2014, men dagen kom og gik uden optræk til noget som helst. Ved jordemoderbesøget i uge 40 fik vi en tid til forundersøgelse til igangsættelse d. 21. januar, og som dagene gik mistede jeg modet og indstillede mig på, at det var den måde, min fødsel skulle gå i gang på.
Om aftenen mandag d. 20. januar, dagen før vores tid på hospitalet, slapper vi af på sofaen. På et tidspunkt imellem 21 og 22 mærker jeg en smerte, ikke stærkere end en plukkeve, men anderledes. Jeg tænker straks, at det er mere og andet end plukkeveer, men jeg tør knap nok tænke tanken, og da slet ikke sige det højt, af frygt for at det skal gå i sig selv igen. Smerterne kommer ca. hvert 10. minut, de niver lidt, men er ikke stærke nok til at det ikke lykkes at skjule dem for Mads. Jeg bør gå i seng og hvile, men er så spændt og samtidig nervøs for, at det skal drive over. Da klokken nærmer sig 24 tager de lidt til i styrke, og jeg er ikke længere i tvivl om, at nu er den god nok. Jeg fortæller det til Mads, og vi bliver enige om, at han skal gå ind og få lidt søvn, jeg er ude over det punkt. Jeg henter en måtte ind på gulvet i stuen og laver nogle af mine yogaøvelser, primært for at løsne op og hjælpe veerne på vej. Da de tager til i styrke, går jeg i bad for at forsøge at lindre. Veerne er da kraftige nok til at jeg skal fokusere på og bruge vejrtrækningen for at komme igennem dem og det er skønt at lade bruserens stråler ramme ned på lænden, hvor smerterne er værst. Ude af badet er det efterhånden virkelig svært at stå på benene. Jeg lægger mig på knæ med overkroppen ind over møblerne, for sådan kan jeg bedst klare veerne. Når der kommer en ve, skynder jeg mig at trykke start på min smarte Contractions app og derefter ligger jeg og svajer med hofterne fra side til side, hvilket lindrer en smule, mens jeg trækker vejret dybt. Veerne er ret regelmæssige, de varer ca. 45 sekunder og kommer med 3 minutters mellemrum. Ved 2 tiden kan jeg ikke længere klare det alene, hver gang en ve kommer rullende, bliver jeg vildt stresset over at skulle vække telefonen af dvale, trykke på start osv, samtidig med at smerten er ret overvældende. Jeg vækker Mads, som står op. Vi bliver enige om at ringe til fødegangen, bare for lige at fortælle dem om forløbet hidtil. Jeg kan ikke overskue at snakke med nogen, men Mads og jordemoderen bliver enige om, at vi må komme, når det passer os, men at det er bedst at blive hjemme længst muligt. Jeg tackler fortsat veerne liggende på knæ, men nu kan Mads også hjælpe ved at lave lændemassage og tryk på halebenet. På et tidspunkt er jeg så udmattet og træt, at jeg lægger mig på sofaen, selvom det er sværere at klare veerne liggende, men på den måde kan jeg blunde imellem dem. De kommer regelmæssigt med ca. 2-2 ½ minuts mellemrum og varer 1 minut. Ved 4 tiden kan jeg ikke mere. Jeg er ret udmattet, i store smerter, og har mest af alt lyst til at overgive ansvaret til nogle andre og ikke mindst få en status på, om alle mine anstrengelser har hjulpet noget som helst. Mads ringer til fødegangen og melder vores ankomst.
I bilen klinger veerne lidt af, og jeg er bange for, at jeg vil blive opfattet som pylret. Jeg siger endda til Mads at han godt kan køre lidt roligere, for vi har ikke travlt. 4.30 er vi ved sygehuset, vi får en p-plads tæt på og følges op på fødegangen, uden vores tasker. Jeg er bange for, at det vil være forgæves at tage det hele med op, da vi jo er helt med på, at vi måske bliver sendt hjem igen. I modtagelsen tager en sød jordemoder imod os, og hun undersøger mig. Livmoderhalsen er væk og jeg er 4 cm åben, altså er jeg i aktiv fødsel. Jeg bliver super lettet over at alle smerterne rent faktisk har nyttet noget, og tænker også lettet, at jeg så ikke er en pivskid som har overvurderet smerternes styrke. Mens vi snakker med jordemoderen tager veerne til i styrke igen, og vi bliver enige om, at jordemoderen skal fylde vand i fødekarret, som er et stort ønske for mig. 4.50, 20 minutter efter ankomst, kan jeg næsten ikke håndtere veerne på briksen i modtagelsen og ventetiden forekommer mig virkelig lang. Smerterne bliver så kraftige at jeg kaster op, og jeg får det meget varmt. Der er et skift af jordemoder, men jeg orker ikke at hilse på den nye. Mine øjne er konstant lukkede, jeg fokuserer kun på min vejrtrækning, for kun sådan kan jeg klare veerne som kommer meget tæt på hinanden. Mads er nødt til at gå i bilen med p-tilladelsen og for at hente vores tasker, men jeg kan næsten ikke holde ud at skulle undvære ham, og har mest lyst til at bede jordemoderen gøre det i stedet. 5.40 er karret endelig klar, og vi skal hen på fødestuen. Det virker umuligt at skulle gå selv, men imellem to veer halvløber jeg de få meter hen af gangen og ind på stuen, hvor jeg straks kravler op i karret. Det varme vand er fantastisk lindrende, selvom jeg har svært ved at finde en god stilling at sidde i. Mads sidder bag mig og gør sit for at køle mig ned ved at tilbyde mig koldt vand og holde kolde omslag på min pande. Jeg ænser det knap nok, for veerne er så kraftige og kommer uden pause. Pludselig ændrer smerterne sig og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har fået pressetrang. Jeg siger det til jordemoderen, som slår det hen. Alligevel undersøger hun mig, og jeg kan tydeligt mærke, at hun bliver forundret over at opdage, at jeg er klar til at presse. Det her går en del stærkere end alle havde regnet med, og der bliver aktivitet på stuen med at tænde en varmelampe over vuggen, finde redskaber frem, bredde lagner ud osv. Det er halvanden time siden vi kom på fødegangen, jeg har kun været i vandet 20 minutter, og jeg er nu fuldt åben. Først nu går mit vand, og så tager presseveerne for alvor over. Det er en mærkelig fornemmelse slet ikke at kunne lade være med at presse, selvom jeg ikke kan fordrage den udspændte fornemmelse, som jeg synes er virkelig væmmelig! På hver ve presser jeg et par gange, fulgt af den mærkeligste dybe stønnen, som jeg slet ikke vidste, jeg havde i mig. Jeg tænker flere gange, at jeg ikke vil mere og at det hele skal stoppe, men jeg nøjes vist med at sige det en enkelt gang. Generelt er der vist en del mere panik indeni mig end jeg giver udtryk for, for der er faktisk stille og fredeligt, om end koncentreret, på stuen. Efterfølgende får jeg stor ros for min måde at bruge vejrtrækningen, og jordemoderen siger, at hun havde en opfattelse af, at jeg var helt rolig, hvilket bestemt ikke var min egen opfattelse.
Jeg har en fornemmelse af at presse som en gal, men kan ikke fornemme, om det skrider fremad. Jordemoderen vil gerne måle babyens hjertelyd, men hun har svært ved at finde den, og da det kikser fire veer i træk, beordrer hun mig op på sengen næste gang der er en pause i veerne. Det er virkelig en kraftanstrengelse, men jeg kommer op af vandet og når lige at lægge mig, inden der kommer en ve. Jeg presser, og noget føles anderledes (og mere smertefuldt!). Jeg spørger, hvad der sker, og de svarer at hovedet er født! De siger også, at de er bange for, at babyen er lidt stresset, fordi det går så hurtigt, og forbereder mig på, at hun måske ikke græder med det samme, men at jeg ikke skal være bange. I næste ve, kl. 6.25, efter 25 minutters presseveer, bliver kroppen født, og hun kommer straks op på min mave, hvor hun sætter i et vræl! Hun havde højre hånd oppe ved kinden, da hun kom ud, hvilket måske var grunden til at det drillede lidt til sidst, men hun får ikke mén af det, blot et rødt mærke som aftager efter nogle dage. Mads klipper navlestrengen og hun bliver straks lagt op på mit bryst, søger, finder og giver sig til at sutte.

23Nogle af de første billeder af Penny, blot en time gammel. Helt lille og krøllet, moderen lidt medtaget og overvældet ;)