Kategoriarkiv: Graviditet og baby

En lille ganske unødvendig souvenir

IMG_8381 IMG_8403 IMG_8407Sommetider støder man på noget som er så fint, at man bare må eje det, uagtet at man absolut ikke har brug for eller anvendelse for det. Sådan havde jeg det med den søde koala bidering, da jeg så den hos Minimarkt i Hamborg. Aldrig har jeg haft så lækkert, blødt og afrundet stykke træ i hånden, og selvfølgelig produceret i FSC certificeret samt ikke imprægneret træ. Masser af naturlig godhed til de små, nydeligt pakket ind i både stofpose og æske. Den havde en masse kære brødre og søstre, men koalaen var alligevel den mest nuttede.

Pennys fødsel

1 Penny bare en dag gammel

Jeg skrev jo igår, at jeg ville dele min fødselsberetning med jer idag, på Pennys 1 års fødselsdag. Det må være den mest passende dag. Jeg har haft den nedskrevet i næsten et år, men tøvet lidt med at dele den, men med tanke på, hvor stor glæde jeg selv havde af at læse fødselsberetninger, som en måde at tøjle min fødselsangst, er det vist kun fair, at jeg også deler min. Interessen fra dengang har faktisk hængt ved, jeg synes stadig, det er noget af det mest spændende hvor forskelligt sådan en fødsel kan forløbe, og heldigvis som regel med en happy ending.
Lad mig lige slå fast, at jeg på ingen måde syntes fødslen var en behagelig oplevelse imens det stod på eller dagene efter, og jeg synes faktisk også, at det var ret voldsomt, måske især fordi det gik lidt hurtigt. Men nu hvor det er lidt på afstand, kan jeg godt se, at det overordnet set gik ret godt, og det er er jeg overbevist om, ikke mindst skyldes min gravidyoga. Jeg kan ikke anbefale det nok til andre gravide. Fordi jeg havde nogle gode redskaber, nåede jeg aldrig for alvor at blive bange eller overvældet, og det var en ret vild oplevelse, at ens krop bare tog over og gjorde det, den er skabt til, uanset om jeg ville eller ej.
Nå, her kommer fødselsberetningen råt for usødet. Det er ret teksttungt, så man skal nok interessere sig ret meget for fødsler for at orke at læse det til ende ;)

Min termin var d. 10. januar 2014, men dagen kom og gik uden optræk til noget som helst. Ved jordemoderbesøget i uge 40 fik vi en tid til forundersøgelse til igangsættelse d. 21. januar, og som dagene gik mistede jeg modet og indstillede mig på, at det var den måde, min fødsel skulle gå i gang på.
Om aftenen mandag d. 20. januar, dagen før vores tid på hospitalet, slapper vi af på sofaen. På et tidspunkt imellem 21 og 22 mærker jeg en smerte, ikke stærkere end en plukkeve, men anderledes. Jeg tænker straks, at det er mere og andet end plukkeveer, men jeg tør knap nok tænke tanken, og da slet ikke sige det højt, af frygt for at det skal gå i sig selv igen. Smerterne kommer ca. hvert 10. minut, de niver lidt, men er ikke stærke nok til at det ikke lykkes at skjule dem for Mads. Jeg bør gå i seng og hvile, men er så spændt og samtidig nervøs for, at det skal drive over. Da klokken nærmer sig 24 tager de lidt til i styrke, og jeg er ikke længere i tvivl om, at nu er den god nok. Jeg fortæller det til Mads, og vi bliver enige om, at han skal gå ind og få lidt søvn, jeg er ude over det punkt. Jeg henter en måtte ind på gulvet i stuen og laver nogle af mine yogaøvelser, primært for at løsne op og hjælpe veerne på vej. Da de tager til i styrke, går jeg i bad for at forsøge at lindre. Veerne er da kraftige nok til at jeg skal fokusere på og bruge vejrtrækningen for at komme igennem dem og det er skønt at lade bruserens stråler ramme ned på lænden, hvor smerterne er værst. Ude af badet er det efterhånden virkelig svært at stå på benene. Jeg lægger mig på knæ med overkroppen ind over møblerne, for sådan kan jeg bedst klare veerne. Når der kommer en ve, skynder jeg mig at trykke start på min smarte Contractions app og derefter ligger jeg og svajer med hofterne fra side til side, hvilket lindrer en smule, mens jeg trækker vejret dybt. Veerne er ret regelmæssige, de varer ca. 45 sekunder og kommer med 3 minutters mellemrum. Ved 2 tiden kan jeg ikke længere klare det alene, hver gang en ve kommer rullende, bliver jeg vildt stresset over at skulle vække telefonen af dvale, trykke på start osv, samtidig med at smerten er ret overvældende. Jeg vækker Mads, som står op. Vi bliver enige om at ringe til fødegangen, bare for lige at fortælle dem om forløbet hidtil. Jeg kan ikke overskue at snakke med nogen, men Mads og jordemoderen bliver enige om, at vi må komme, når det passer os, men at det er bedst at blive hjemme længst muligt. Jeg tackler fortsat veerne liggende på knæ, men nu kan Mads også hjælpe ved at lave lændemassage og tryk på halebenet. På et tidspunkt er jeg så udmattet og træt, at jeg lægger mig på sofaen, selvom det er sværere at klare veerne liggende, men på den måde kan jeg blunde imellem dem. De kommer regelmæssigt med ca. 2-2 ½ minuts mellemrum og varer 1 minut. Ved 4 tiden kan jeg ikke mere. Jeg er ret udmattet, i store smerter, og har mest af alt lyst til at overgive ansvaret til nogle andre og ikke mindst få en status på, om alle mine anstrengelser har hjulpet noget som helst. Mads ringer til fødegangen og melder vores ankomst.
I bilen klinger veerne lidt af, og jeg er bange for, at jeg vil blive opfattet som pylret. Jeg siger endda til Mads at han godt kan køre lidt roligere, for vi har ikke travlt. 4.30 er vi ved sygehuset, vi får en p-plads tæt på og følges op på fødegangen, uden vores tasker. Jeg er bange for, at det vil være forgæves at tage det hele med op, da vi jo er helt med på, at vi måske bliver sendt hjem igen. I modtagelsen tager en sød jordemoder imod os, og hun undersøger mig. Livmoderhalsen er væk og jeg er 4 cm åben, altså er jeg i aktiv fødsel. Jeg bliver super lettet over at alle smerterne rent faktisk har nyttet noget, og tænker også lettet, at jeg så ikke er en pivskid som har overvurderet smerternes styrke. Mens vi snakker med jordemoderen tager veerne til i styrke igen, og vi bliver enige om, at jordemoderen skal fylde vand i fødekarret, som er et stort ønske for mig. 4.50, 20 minutter efter ankomst, kan jeg næsten ikke håndtere veerne på briksen i modtagelsen og ventetiden forekommer mig virkelig lang. Smerterne bliver så kraftige at jeg kaster op, og jeg får det meget varmt. Der er et skift af jordemoder, men jeg orker ikke at hilse på den nye. Mine øjne er konstant lukkede, jeg fokuserer kun på min vejrtrækning, for kun sådan kan jeg klare veerne som kommer meget tæt på hinanden. Mads er nødt til at gå i bilen med p-tilladelsen og for at hente vores tasker, men jeg kan næsten ikke holde ud at skulle undvære ham, og har mest lyst til at bede jordemoderen gøre det i stedet. 5.40 er karret endelig klar, og vi skal hen på fødestuen. Det virker umuligt at skulle gå selv, men imellem to veer halvløber jeg de få meter hen af gangen og ind på stuen, hvor jeg straks kravler op i karret. Det varme vand er fantastisk lindrende, selvom jeg har svært ved at finde en god stilling at sidde i. Mads sidder bag mig og gør sit for at køle mig ned ved at tilbyde mig koldt vand og holde kolde omslag på min pande. Jeg ænser det knap nok, for veerne er så kraftige og kommer uden pause. Pludselig ændrer smerterne sig og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har fået pressetrang. Jeg siger det til jordemoderen, som slår det hen. Alligevel undersøger hun mig, og jeg kan tydeligt mærke, at hun bliver forundret over at opdage, at jeg er klar til at presse. Det her går en del stærkere end alle havde regnet med, og der bliver aktivitet på stuen med at tænde en varmelampe over vuggen, finde redskaber frem, bredde lagner ud osv. Det er halvanden time siden vi kom på fødegangen, jeg har kun været i vandet 20 minutter, og jeg er nu fuldt åben. Først nu går mit vand, og så tager presseveerne for alvor over. Det er en mærkelig fornemmelse slet ikke at kunne lade være med at presse, selvom jeg ikke kan fordrage den udspændte fornemmelse, som jeg synes er virkelig væmmelig! På hver ve presser jeg et par gange, fulgt af den mærkeligste dybe stønnen, som jeg slet ikke vidste, jeg havde i mig. Jeg tænker flere gange, at jeg ikke vil mere og at det hele skal stoppe, men jeg nøjes vist med at sige det en enkelt gang. Generelt er der vist en del mere panik indeni mig end jeg giver udtryk for, for der er faktisk stille og fredeligt, om end koncentreret, på stuen. Efterfølgende får jeg stor ros for min måde at bruge vejrtrækningen, og jordemoderen siger, at hun havde en opfattelse af, at jeg var helt rolig, hvilket bestemt ikke var min egen opfattelse.
Jeg har en fornemmelse af at presse som en gal, men kan ikke fornemme, om det skrider fremad. Jordemoderen vil gerne måle babyens hjertelyd, men hun har svært ved at finde den, og da det kikser fire veer i træk, beordrer hun mig op på sengen næste gang der er en pause i veerne. Det er virkelig en kraftanstrengelse, men jeg kommer op af vandet og når lige at lægge mig, inden der kommer en ve. Jeg presser, og noget føles anderledes (og mere smertefuldt!). Jeg spørger, hvad der sker, og de svarer at hovedet er født! De siger også, at de er bange for, at babyen er lidt stresset, fordi det går så hurtigt, og forbereder mig på, at hun måske ikke græder med det samme, men at jeg ikke skal være bange. I næste ve, kl. 6.25, efter 25 minutters presseveer, bliver kroppen født, og hun kommer straks op på min mave, hvor hun sætter i et vræl! Hun havde højre hånd oppe ved kinden, da hun kom ud, hvilket måske var grunden til at det drillede lidt til sidst, men hun får ikke mén af det, blot et rødt mærke som aftager efter nogle dage. Mads klipper navlestrengen og hun bliver straks lagt op på mit bryst, søger, finder og giver sig til at sutte.

23Nogle af de første billeder af Penny, blot en time gammel. Helt lille og krøllet, moderen lidt medtaget og overvældet ;)

Sund spisetid

midtimellem-blog-baby-spisetid-øko-uden-kemi-spisesæt-stel-bambus-fri-for-skadelig-kemi-tips-1 midtimellem-blog-baby-spisetid-øko-uden-kemi-spisesæt-stel-bambus-fri-for-skadelig-kemi-tips-2Hvis du tror, at det er svært at leve økokorrekt i dit voksenliv, skulle du bare prøve at få en lille baby, for hvem du prøver at træffe sunde valg. Det er en jungle! Og som mor er du nødt til at være enormt opsøgende i forhold til viden om de produkter, din baby kommer i kontakt med, hvilket kan være både trættende og uoverskueligt. Sommetider er du også nødt til at indse, at man ikke kan gøre alting perfekt, og give køb på noget. Desværre. Alligevel fik jeg mig en grim overraskelse for nylig, da jeg blev klogere på, hvor skadelig melamin kan være, hvis man behandler det forkert. Hvilket jeg havde gjort, ligesom en hel del andre småbørnsmødre, viste det sig, da jeg delte det på instagram. Og det chokerede mig, at det er tilladt at skabe et produkt målrettet til babygrød, som overhovedet ikke må bruges til netop dette. Det satte en skræk i livet på mig, og jeg begyndte derfor at lede efter alternativer. Og der er heldigvis alternativer, selvom der ikke findes noget produkt som både kan tåle en tur i opvasker, mikro og på gulvet. Så man må vælge, hvilke egenskaber der er vigtigst for en.
Helt grundlæggende er du på den sikre side, hvis du går efter stål, porcelæn eller glas. Hvis du ikke vil undvære fine detaljer, er det værd at kigge ind hos Mimi’s circus, som for nyligt har sendt en porcelænsserie på gaden med yndige cirkusmotiver ala en gammel børnebog, og til rimelige priser. Mine ting skal bruges, så det er vigtigt for mig, at det ikke er en katastrofe, hvis der ryger en kop her og der.
Hvis det er vigtigere, at tingene ikke er sarte i hænderne på små, voldsomme tumlinger, er det værd at kigge efter spisesæt i forskellige naturlige fibre. Jeg er faldet over Zuperzozial, som byder på masser af fine dyreillustrationer, og BecoFeeding hvis produkter har lækre, organiske former, som endda gør det nemt at spise af for de små.
I øvrigt er jeg blevet så inspireret, at også Sofus har fået nye, sunde skåle. Jeg har shoppet lige her.

Indeholder affiliatelinks

Den blødeste kanin

midtimellem-blog-morblog-mommy-baby-penny-jellycat-kanin-silver-grå-fabelab-marmar

Som kommende mor, ikke mindst hvis man læser mommy blogs, er man slet ikke i tvivl om, at nogle mærker og items er comme il faut og nærmest uundværlige, og jeg kan godt blive lidt træt af både den megen omtale og den ensrettethed som sker. Alligevel kunne jeg ikke modstå at ønske mig den søde sølvgrå kanin til Penny, og hun var så heldig at få den til dåben. Og jeg må æde al min tvivl i mig, hypen er til fulde fortjent, for hun har knus elsket den fra første færd! Den søde kanin får uendeligt mange krammere, og den har været en uundværlig del af processen med at lære hende at falde i søvn selv, og er stadig hendes foretrukne sovekammerat. Når hun skal puttes, får hun kaninen i favnen, og så bliver den nulret, nusset og kælet med, indtil hun falder i søvn.
Der er babyboom i vores vennekreds, og da jeg skulle finde på en barselsgave til lille nye Clara, som vi fik lov at møde for første gang igår, vidste jeg straks, at det skulle være en Jellycat kanin. Forhåbentlig bliver den en lige så højt skattet ven for Clara, som Pennys er for hende. Jeg har handlet lige her hos Lille Lykke.

Update

IMG_7170IMG_7191Billederne har ikke så meget med indlægget at gøre, vi kunne bare ikke have et indlæg uden billeder. Og det her er åbenbart de eneste fra denne uge, hvor hun ikke er splitterravende nøgen ;)

Jeg føler, at jeg skylder jer en opdatering på mit babyblues indlæg, som I var så søde at tage enormt godt imod og give mig fantastisk respons på. Der var mange hjælpsomme, medfølende og brugbare kommentarer imellem, og det var skønt at blive bekræftet i, at man hverken er alene om de følelser eller på vej ud i en fødselsdepression, fordi man kommer lidt snublende ind i moderskabet.

De sidste måneder har været virkelig gode. Der er ro på bagsmækken, og snarere end at have en grundfølelse af panik, utilstrækkelighed og utilfredshed, føler jeg mig mere rolig og begynder faktisk at synes, at det kan være rart at være på barsel. Jeg er kommet frem til en erkendelse og accept af, at min baby aldrig bliver engleblid og af den type som drysser i søvn her og der og alle vegne. Til gengæld er hun den sødeste, kærligste og lækreste baby, og hun velsigner sine forældre med både nattesøvn og gode lure. Jeg er også blevet tryg ved at have hende med mig ud i verden – selvom jeg ikke altid gider. Det er alt andet lige nemmere at ordne indkøb og ærinder uden baby, og vores dage er bare bedst, når de tilrettelægges efter Pennys behov og på hendes præmisser. Når det er sagt, kan jeg nogle dage have brug for at gøre ting for min egen skyld, og så må Penny altså følge med og indrette sig på det.

For nyligt læste jeg noget hos Julia, som virkelig ramte plet hos mig: At man som nybagt mor har mistet det man havde, men det står ikke helt klart, hvad man får til gengæld. Det kunne ikke være mere sandt! Virkelig angstprovokerende og for mig noget som har mindet om en sorgproces. Jeg har altid haft krudt i røven og elsket tid for mig selv, og med en fire måneders baby er spontanitet og fritid altså bare en mangelvare. Det har været og er sommetider stadig en hård omstilling, men efterhånden som Penny vokser til, udvikler sin personlighed og bliver sjovere at være sammen med, begynder det langsomt at åbenbare sig, hvad jeg får i bytte. Og jeg glæder mig. Med hver ny færdighed, åbenbarer der sig nye muligheder og oplevelser. Der er så mange gode ting i vente til os.

Om lidt kommer min sundhedsplejerske for at måle og veje Penny, og jeg har en lumsk mistanke om, at hun igen har taget et ordentligt ryk i vækst på både den ene og den anden led.
Kig ind senere, hvor jeg har en lækker konkurrence i ærmet til jer!