Friterede hyldeblomster

IMG_6677 IMG_6687Der er altså noget helt særligt over de danske råvarer som kun er tilgængelige i ganske kort tid. Da jeg på en gåtur forleden stødte på en hyld i fuld blomst, mindede det mig om, at jeg i årevis har haft lyst til at prøve at lave friterede hyldeblomster, men gang på gang har været en postgang for sent ude. Men i år skulle det være! Så i eftermiddags listede vi på hyldejagt i mellem regnbygerne. Resultatet blev virkelig lækkert, og meget sommerligt, men også lidt af en bombe i maven. Hylden smager let parfumeret og får fint selskab og modspil af den friterede pandekagedej. Der er stadig et par dage tilbage med hyldeblomster, så jeg synes helt sikkert, du skal gøre det til dit søndagsprojekt at afprøve denne dessert. Jeg forestiller mig, at det her er starten på en ny sommertradition for os, ikke mindst fordi det er dejligt halv tosset at sidde og bide af store klaser hyldeblomster.

Friterede hyldeblomster (nok til ca. 10 stk. Beregn 1-2 blomsterklaser pr. person)
1 frituregryde (Selvfølgelig kan man også fritere dem i olie i en gryde, men det er helt sikkert nemmest, hvis man har adgang til en frituregryde.)
2 æg
50 g. rørsukker
25 g. smeltet smør
150 g. hvedemel
1 tsk. vaniljesukker
1 dl. mælk
1 dl. øl

Pisk æg og sukker sammen. Tilsæt smørret og derefter mel, vaniljesukker, mælk og øl. Lad dejen hvile i køleskabet i min. 30 min. Imens skyller du hyldeblomsterne grundigt, lad dem evt. ligge i en skål med vand, så du er helt sikker på, at der ikke gemmer sig nogle kryb i klaserne. Herefter stiller eller lægger du blomsterne til tørre på et viskestykke. Umiddelbart inden servering dypper du blomsterne i dejen, ryster dem lidt for at slippe af med overskydende dej, og sænker dem ned i olien med hovedet først. Hvis der er for meget dej på, bliver de ikke sprøde, men snarere bløde og lidt kedelige. Friter dem indtil de er fine og gyldne, og lad dem dryppe af på en tallerken med rigeligt køkkenrulle til at opsuge olien. Drys med flormelis og spis dem mens stadig de er lune og sprøde.

 

En tanke om "Friterede hyldeblomster"

  1. Charlotte Lindhardt

    Det ser vildt lækkert ud – og fint! Jeg skal lave hyldeblomstsaft én af de kommende dage, og jeg vil helt sikkert prøve denne opskrift af, selvom jeg ikke ejer en frituregryde. God søndag :-)

    Svar

Skriv en kommentar