Babyblues

midtimellem-blog-modeblog-baby-gravid-babyblues-fødselsblues-hollys-cashmere-1 midtimellem-blog-modeblog-baby-gravid-babyblues-fødselsblues-hollys-cashmere-2 midtimellem-blog-modeblog-baby-gravid-babyblues-fødselsblues-hollys-cashmere-3På tirsdag runder jeg en lille milepæl; mine første to uger som mor. Jeg kan med sikkerhed sige, at det har været den vildeste rutsjebanetur, jeg nogensinde har prøvet, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle omtale det her på bloggen. Alligevel vover jeg pelsen i håb om, at andre kan have glæde af det, og måske identificere sig med min oplevelse, ligesom også Trine og Anne har gjort. Dog med den forskel, at d’damers indlæg er skrevet med den indsigt som kommer af at have fået begivenhederne lidt på afstand, mens jeg står midt i det hele netop nu. Jeg har med misundelse læst med ovre hos Emilie, men har til min store sorg måtte sande, at min start på moderskabet desværre ikke har været helt lige så positiv.

Uanset hvor utålmodig og klar, man var før fødslen, er det umuligt at forestille sig, hvordan det føles at få sin baby op på maven for første gang. Selv havde jeg forventet masser af tårer, som jeg normalt har let til, men jeg var snarere optaget af at tage hele oplevelsen ind og fuldstændig fordybet i den første, magiske kontakt med vores lille pige. De første to dage var en stor pærevælling af barselsbesøg, indhentning af søvn, babudufte og engleblød hud mod min. Men desværre også en amning som langsomt men sikkert blev mere smertefuld på grund af en sutteteknik som ikke var helt korrekt.
De efterfølgende dage var mest af alt præget af en uheldig kombination af sår på brystvorterne, at mælken for alvor løb til, og en overvældende mængde hormoner i min krop. Jeg følte mig dybt ulykkelig og græd over det mindste. Ingen tvivl om at min datter var dejlig, men smerten ved at stille hendes sult overdøvede glæden. Jeg var usikker som bare pokker, og hver gang nogen snakkede om babybobler og lykkerus, blev jeg bare endnu mere ulykkelig, fordi jeg ikke kunne genkende de følelser hos mig selv, og det skræmte livet af mig. Fødselsblues for fuld udblæsning. En frisk jordemoder på barselshotellet blev redningen for min amning, som jeg ellers var klar til at droppe på daværende tidspunkt. På fjerdedagen kom vi hjem, og jeg kunne øjeblikkeligt mærke, at det gav fornyet energi og ro at være hjemme i vante rammer. Alligevel var jeg stadig ked af det, og jeg kunne ikke finde meget glæde i øjeblikkene med min datter, i stedet længtes jeg efter at være nogle måneder ude i fremtiden, med rutiner, genkendelighed og en drøm om at mestre moderskabet nok til måske at kunne komme ud og lave nogle af alle de ting, jeg drømte om, at en barsel skulle indeholde.
Var det forhastet at være sådan en sortseer så tidligt? Ja, men jeg må sande, at hormoner ikke er sådan at tale fornuft til, og snemasserne og kuldegraderne udenfor, som umuliggjorde selv en tur med barnevognen, hjalp ikke just på udlængslen.

Denne uge vendte Mads tilbage til studiet efter blot 6 dages barsel. Det har hele tiden været betingelserne, men ikke mindre barsk af den grund. Og grund til rigtig meget bekymring. Alligevel kan jeg se tilbage på vores første uge hjemme med glæde, for den er gået virkelig, virkelig godt. Min mor har været en fantastisk hjælp og været her til støtte og selskab de fleste dage, og det har været en gave uden lige. Det har været rigtig hyggeligt, og hendes selskab har uden tvivl hjulpet mig til at finde roen i det nye, langsomme tempo som dagene driver afsted i. Om aftenen har mine svigerforældre leveret aftensmad, og generelt har vores familier og netværk været en kæmpe hjælp og støtte. Udtrykket “it takes a village to raise a child” har de forstået til fulde.

Heldigvis er hormonernes rasen på tilbagetog, og jeg er ved at være tilbage i vater. Jeg har forelsket mig dybt og inderligt i det lille ny menneske, og jeg forstår pludselig, hvad sådan en babybobbel er for en størrelse. Når hun falder i søvn på min mave, er det det bedste i verden, og jeg falder i svime over den runde babymave, de bløde kinder og små grimasser, hun laver. Grundfølelsen har ændret sig fra panik til lykke. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner min søvn og frihed til at disponere over min tid, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil give udfordringer lang tid fremover. Men jeg har fået en del mere gå på mod.

Hvordan var jeres start på livet som mor?

66 tanker om "Babyblues"

  1. Mette

    Kære Ida !
    Ja du kender jo ikke mig, men jeg har fulgt dig længe, og så føles det jo som om jeg kender dig

    Svar
  2. Mille Fryd

    Kære Ida,

    Tillykke med den lille pige – smuk og dejlig!

    Kæmpe skulderklap til dig! Du gør det fantastisk og jeg lover dig, at det hurtigt vender og bliver så fantastisk som du har forestillet dig. Jeg blev mor til E som 24-årig under den landsdækkende strejke i 2008. Det betød, at min mand og jeg blev sendt hjem fra fødegangen blot 2 timer efter jeg havde født vores første barn. Det var en kaotisk og turbulent tid efterfølgende. Den eneste grund til, at jeg husker lidt af den er fordi jeg skrev det hele ned i forbindelse med et interview der blev lavet med mig og nogle andre mødre der havde oplevet det samme som jeg.
    Jeg var også ved at opgive amningen og havde det ikke været for min søster, så ved jeg ikke hvad vi havde gjort.

    Én ting er sikkert – man bliver herre mega sej, når man bliver mor! Og du er det allerede :)

    Kh
    Mille

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Puha det lyder uoverskueligt hårdt at blive sendt hjem efter 2 timer som nybagt mor! Det er imponerende, at du ikke knækkede halsen på det.

      Svar
  3. et cetera

    Det er mange år siden nu, men du beskriver stort set hvordan de første par uger gik for mig efter min første fødsel, Ida – når jeg kan spejle mig i din beretning så længe efter, kan jeg kun tro at andre som har det tættere på, kan have stor gavn af din ærlige, personlige skildring af hvordan de første uger også kan være … Jeg manglede selv “landsbyen” – f.eks. var både mine egne forældre og svigerforældre døde og der var et stort, smertende tomrum dér – så det glæder mig meget, at du og Mads har den støtte, jeg tænker den er uvurderlig i situationen …

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Som altid er klog og sød kommentar som afslører at der sidder et helt igennem rart menneske ude bag skærmen. Hvor er jeg ked af at høre, at du/I stod alene dengang, det må være en særligt hård tid at mangle ikke bare sit netværk, men også ens forældre til at tage del i oplevelsen sammen med en.

      Svar
  4. Kristin

    Kære Ida.
    Endnu et stort tillykke med jeres lille nye skønne babypige. Billederne giver mig gåsehud på en lykkelige måde!
    Dine ord får mig tilbage til 2001, hvor jeg blev mor for første gang. Mine tanker og følelser var som dine. Aldrig har jeg grædt så meget uden helt at vide hvad det var der fik mig til det.
    Homoner på rutsjebanetur i rasende fart er bestemt ikke en nem størrelse! Og det er en kæmpe omvæltning at blive mor for første gang.
    Nu sidder jeg her – 4 børn senere. De bliver så hurtigt store, alligevel kan jeg huske det hele.
    Nyd det….

    Kh Kristin

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Det er meget opløftende at høre, at du har haft mod på tre mere ;) Umiddelbart tror jeg dog ikke, jeg følger i dine fodspor ;)

      Svar
  5. Mette

    Kære Ida
    Sådan har jeg haft det begge gange med vores børn. Hormoner og brystbetændelse for fuld udblæsning. Det er forfærdeligt. Jeg husker især de besøg hvor folk forventede jeg var glad, det var jeg slet ikke. Men lige så stille fandt jeg ud af det og accepterede at min liv var anderledes og i dag helt fantastisk.
    Mange barselskram til dig
    Kh. Mette

    Svar
  6. Kristina

    Kære Ida tak fordi du deler det med os. Min start med Storm var forfærdelig, amningen var et helvede pga sår og en overgang også svamp samtidig med at man havde en søn som ville spise hele tiden :( jeg græd så meget, følte mig uduelig som mor. Efter 3 måneders smertehelvede fik jeg endelig en ny læge som hjalp mig – jeg fik hæmoride creme til mine sår! Det lyder klamt men det hjalp med det samme og efter det var amningen perfekt som med Isabella :) den første tid er helt speciel men bestemt ikke kun lyserød og dejlig – ikke nok med at man har født, blevet mor, ændret hele sit liv – så skal man også lære den vigtigste lille person i sit liv at kende :) kram til dig du er sgu sej og hvor ser i begge dejlige ud! :)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Jep, jeg har også været uheldig at få svamp… Og jeg kan godt mærke, at jeg ikke orker ret meget mere bøvl med den amning. Det er godt nok utroligt, så stor betydning det har for ens mentale og fysiske balance.

      Svar
  7. Trine Maria Larsen

    Lansinoh salve til brysterne er et mirakelmiddel. Derudover, så tager jeg hatten af for at du allerede nu tør fortælle om dine følelser. Det er en del sværere end hvad jeg har gjort. Som du selv skriver, så har jeg først sat ord på det ‘på den anden side’ af forløbet. Men kærligheden gror, alt bliver nemmere (ikke mindre hårdt) men man bliver mere og mere sikker i rollen som mor :) Kæmpe kram — og sikke en smuk lille pige :)

    Svar
  8. Cecilie Astrid Hjortsbjerg

    Kære Ida. Først og fremmest stort tillykke med hende! Har nogen tjekket at hendes tungebånd ikke er for kort? Begge mine drenge fik klippet deres tungebånd indenfor den første uge da de suttede helt galt og jeg var i smertehelvede. Og ja som nævnt ovenfor hjalp lansinoh salve også mig. Håber I snart kommer ind i en rytme og at du finder dig til rette som mor. Det er bare en kæmpe omvæltning. KH Cecilie

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Nej det tror jeg ikke, hun er blevet tjekket for… Men jeg vil helt sikkert spørge sundhedsplejersken. Og ja, Lansinoh er guld værd.

      Svar
  9. ninna

    Sikke et smukt og ærligt indlæg Ida! Jeg kan genkende mange af de samme følelser fra den første tid med Sylvester, jeg havde rigtig rigtig svært ved at finde mig til rette i livet som mor. De første 3 måneder husker jeg kun i glimt!
    Men som Mille skriver, så bliver man herre mega sej af at blive mor! Du kan godt være stolt af dig selv, meget endda, jeg er imponeret over din evne til at reflektere allerede nu:-)
    Jeg glæder mig til at se Jer <3

    Svar
  10. Lone

    Hej Ida, stort tillykke med hende, hun er virkelig fin! Og stort skulderklap til dig for at fortælle om dine følelser! Det er sgu svært at tale om, for man forventer jo – og andre forventer – at man er lykkelig og glad fra dag 1! Jeg kan genkende dine oplevelser. Da jeg fik Olivia var jeg ked af det de første par måneder – og særligt de første uger. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, for jeg synes jo hun var det smukkeste og dejligste og elskede hende fra start. Jeg var bare ikke glad, og kunne ikke overskue at få gæster eller at tage nogen steder. Jeg sagde det bare ikke til nogen og gik rundt med en klump i halsen. Den dag vi kørte hjem fra patienthotellet,græd jeg hele dagen. Men det blev langsomt bedre og først da jeg kom ud på den anden side, kunne jeg snakke om hvordan jeg havde haft det. Jeg synes egentlig ikke jeg var forberedt godt nok på at de følelser kunne opstå og at det faktisk var ret almindeligt. Så ville jeg nok have turdet snakke om det noget før…
    Det er bare det mest skræmmende og mest fantastiske at få et barn! Dejlig at du kan begynde at nyde det nu:-)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Tak Lone! Det har i hvert fald virket for mig at skrue lidt ned for ambitionsniveauet mht besøg og ture ud af huset.

      Svar
  11. Trine

    Sikke et ærligt og rørende indlæg, jeg fik et lille kneb i maven da jeg læste det. Jeg havde ikke selv samme oplevelse, men ikke to nybagte mødre reagere jo ens. Jeg var øjeblikkeligt i boblen da C landede på min mave, men som dagene gik ramte oplevelsen af en meget hård fødsel mig, og så begyndte mine hormoner ellers at styre mit hoved og min krop. Jeg tudede også over de underligste ting, og havde enormt meget brug for at tale min fødsel igennem om og om igen. Jeg glæder mig til at høre meget her hos jer ❤️
    Tillykke og tak for et skønt indlæg

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Tak Trine. Jeg kan sagtens genkende det behov for at tale fødslen igennem. Min var meget, meget hurtig og derfor også meget intens. Jeg kan godt have svært ved at holde styr på forløbet, og stiller derfor 1000 opklarende spørgsmål, og jeg tror helt sikkert, det skyldes et behov for at bearbejde og skabe orden i mindet om en meget overvældende situation.

      Svar
  12. Tenna

    Kære Ida

    Jeg syntes du er en helt alm. helt igennem sej mor!

    Jeg var igennem nøjagtig det samme med Dicte- amningen gik dog ikke som håbede, men da jeg gik over til flaske blev barnet mæt og moderen glad plus fik sovet mere end 1 1/2 time i streg!

    Jeg er glad for du tør åbne dig på blogge – der er jeg ikke nået til endnu;)

    Stort kram fra mig

    Svar
    1. Ida Forfatter

      TAK Tenna. Jeg vil gerne have amningen til at fungere, men ikke for enhver pris. Måske ender jeg med samme løsning som dig, hvis min amning bliver ved med at drille.

      Svar
  13. Maiken

    Kæreste Ida. Hvor er du god til at sætte ord på den mangfoldighed af følelser, så man bare rammes af som nybragt mor. Babyboblen som de fleste taler om (og mig selv inklusive) er bare ikke hele billedet – for det er ubetinget den største omvæltning i sit liv at blive forældre. Uanset hvor lykkelig jeg var, så havde jeg flere tudeture til at starte med. Det er fantastisk at være hud mod hud til sin smukke baby, men hold op hvor er det også grænseoverskridende at et lille barn er så afhængig af en, og at egne behov til at starte med bare kommer i absolut bagerste række. Det synes jeg var rigtig svært. Kombineret med, at jeg havde rigtigt ondt efter fødslerne (det ene ks) gjorde det bare heller ikke nemt.

    Når nu man fra naturens side er indrettet til at kunne amme, så forstår jeg bare heller ikke, hvorfor det er så svært. Mit instinkt i starten af amningen var også at sige “nej, nej”, når Karsten forsigtigt pippede at han troede Ingrid var sulten. Det gjorde bare mega ondt i starten, og var langt fra et idyllisk billede. Så det er sgu ret godt gået at det lykkedes for dig.

    Man starter jo også med små skridt, når man bliver mor. Jeg kan huske, at jeg brugte hele to dage på at spekulere over, hvordan det kunne lade sig gøre at komme ud af døren til et bestemt tidspunkt, når vi skulle til hæl-prøve. Alle de første udfordringer man møder virker bare så store, men det lykkedes jo på forunderlig vis alligevel.

    Jeg er sikker på, at du bliver en vildt god mor. :)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Nøj hvor kan jeg genkende mig selv i det, du skriver! Jeg er også meget, meget spændt på, hvordan man gør det der med at komme ud af døren ;)
      Og så er det pt også min oplevelse, at amning er alt andet end naturlig. Hos mig er det i hvert fald et større udstyrsstykke! Jeg har alverdens remedier, cremer etc som jeg skal have indenfor rækkevidde, før jeg er klar til at amme. Så tænker jeg godt nok, at det er alt andet end naturligt, og om det er det hele værd…

      Svar
  14. Dorte / by.bak interior & lifestyle

    Jamen Ida for pokker, TILLYKKE!! Hvordan har jeg overhovedet misset det? Hun ser da skøn ud og det gør du jo også. Håber I lander godt i forældreskabet. Det er hårdt husker jeg, nøj, jeg tudede nærmest konstant af både lykke og ulykke. Men det går og det er fantastisk og det bliver fantastisk. Klem fra Dorte

    Svar
  15. Christina

    Åh ja – som så mange andre kan jeg lige sætte mig ind i dine følelser. Og det var jeg slet ikke klar på! Jeg har alle tre gange lige haft en nedtur hvor jeg bare følte mig dybt deprimeret. Jeg kunne nærmest ikke være i min egen krop. Ved min første fødsel mistede jeg også appetitten hvorimod jeg ved 2. og 3. fødsel meget hurtigt er kommet igennem det – vi snakker dage. Men puh! Det var der altså ingen der havde sagt til mig. Ligesom dig havde jeg også problemer med amning og jeg måtte opgive med Selma da hun var 7 uger. Det er jeg stadig ked af. Heldigvis er det gået bedre de to andre gange fordi jeg har fået den rette vejledning, hvorimod jeg første gang følte det som om jeg fik dunk i hovedet af sundhedspersonalet. Det har man bare ikke brug for.
    Lige om lidt er du igennem det og SÅ er det endnu mere fantastisk at være mor

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Tak Christina :)
      Jeg frygter også sundhedspersonale med en (amme)mission. Heldigvis virker min sundhedsplejerske rigtig sød og fornuftig.

      Svar
  16. Rikke lundsgaard

    Kære IDA
    Sikke et smukt og ærligt indlæg og samtidigt synes jeg du er meget modig, at du skriver så personligt et indlæg. Jeg er sygeplejerske på en børneafdeling, hvor vi tit har nybagte mødre samt deres børn indlagt. Dit indlæg hjælper mig i mit daglige virke, som sygeplejerske til at forstå, de følelser nybagte førstegangs mødre har og som de til tider kan have svært ved at sætte ord på. Så tak for det.
    Du kender mig ikke, men jeg har længe fulgt din blog, som jeg synes er helt fantastisk. Skøn lille pige du har fået, jeg ønsker dig og din lille familie, alt mulig held og lykke.
    Mange hilsner fra Rikke

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Hej Rikke
      Tak for de søde ord. Det er dælme også nogle svære følelser at sætte ord på, for der er så meget modstridende og overvældende på spil indeni en! Dejligt hvis du kan have glæde af det.

      Svar
  17. Maria

    Kære Ida,

    Du kender ikke mig, men jeg føler lidt at jeg kender dig, for jeg har jo luret med på din blog i årevis.

    I al den tid sad jeg næsten hele tiden med en baby på armen – og alle de tanker, følelser og frustrationer som du nu sidder med. Og jeg misundte dig! Åh, hvor jeg misundte din frihed, din tid, dine oplevelser, dit overskud og alle dine muligheder. Du kunne gøre præcis som du ville, lige når du ville, mens jeg var bundet til de her små væsener, som forlangte min opmærksomhed nærmest i døgndrift. Jeg følte mig SÅ låst. Helt fanget, så det nærmest var klaustrofobisk – en følelse af at blive holdt nede og fast og næsten at blive kvalt. Hvornår ville det nogensinde holde op?? Hvornår kunne jeg blive alene og bare MIG igen??

    Følelsen overmandede mig få timer efter den første fødsel, og selvom den ret hurtigt blev mindre, så sidder den jo stadig i mig, selv nu hvor mine børn er 8 og næsten 4 år. For jeg er mor. For evigt. De vil altid have brug for mig. Men. De begynder at kunne mere og mere selv, og de holder op med at hyle hver gang jeg går på toilet. Det er bare det, jeg prøver at sige til dig. At det bliver bedre, selvom det fandeme er et råddent råd at få, der hvor du er lige nu…

    Den lykkelige babyboble er en illusion. Den er skabt af nogen, som ikke kan være det bekendt – sikkert nogen, der gerne ville sælge noget pastelfarvet babytøj i størrelse yndig, og måske nogle SuperMoms som kun har en identitet via deres afkom.

    Men det er ikke rosenrødt at få børn. De er skønne, man elsker dem højere end alt andet, og man sprang gerne i døden for dem. Men de er altså også skidehårde at være sammen med. De kræver og kræver, og nogle gange forekommer de både umættelige og urimelige.

    Jeg har lært at leve med følelsen af at jeg har mistet min frihed – for det har jeg jo. Men jeg har også fået så meget andet, som jeg ville ikke undvære.

    Heller ikke selvom jeg drømmer om en kærestetur til Paris, en skitur uden børn, en aften i ugen uden madpakkesmøring og, og, og… ;-)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Sikke en dejlig, varm, ærlig og meget sand kommentar! Det er vist næsten ironisk at du har siddet og misundt mig alt det, jeg har haft så svært ved at give slip på, og nu begræder tabet af… ;)
      Tak fordi du tog dig tid til at skrive, det var tankevækkende og rørende, og jeg sætter meget stor pris på det. Tak.

      Svar
  18. Ann

    Det er et fantastisk indlæg. Dejligt at du er hudløst ærlig og fortæller hvordan det er, uden at pakke det ind. Jeg blev mor sidste sommer og det har ikke kun været en dans på roser. Men vi har fået et meget nemt barn og alt har næsten bare kørt på skinner, i sådan en grad at det næsten er overnaturligt. Amningen kørte bare fra starten af og han sov fint og var nem at være sammen med og er det stadig… Så vi har været heldige. Men en barsel er ikke rosenrød og lutter lagkage. Det kunne være rart hvis der var mere fokus på det og derfor er det fedt med et indlæg som dit. En barsel er hårdt arbejde og du har kun fri når dit barn sover, og så alligevel ikke, for de kan jo hurtigt vågne, de små… Ak ja. Men det er det hele værd, når man senere hen kigger på sit barn og det smiler/griner tilbage. KÆRLIGHED

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Tak for din kommentar. Det er lidt tankevækkende, at du kan nikke genkendende til det, selvom du har haft så nemt et forløb.

      Svar
  19. Sarah

    Jeg elsker når folk tør sige sandheden, istedet for altid at pakke den godt og grundigt ind i en fantasti-forestilling om hvad den i virkeligheden er.
    At blive mor er virkelig noget der kan mærkes på alle kontoer og er på en og sammen gang en magisk og tragisk oplevelse. Alle de ofre man gør sig for det lille væsen er ubeskriveligt.
    Tak fordi du deler og uanset hvor meget vi søler i vores egen frustration kommer der skønne, glade og børn og forældre med ud på den anden side.

    Mit eneste råd er: accepter at tingene går langsomt, at man må nedprioritere sig selv og husk at sige til dig selv at det ikke er for evigt og derfor istedet forsøge at nyde den tid der er der nu.

    Stort tillykke med hende, det klæder dig med baby ;o)

    Hilsen Sarah

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Du har fuldstændig ret, Sarah. Jeg gør mit bedste for både at nyde hende her og nu, lille bitte og fin, samtidig med at jeg glæder mig til alt det gode, jeg ved der er i vente.

      Svar
  20. Husmoder

    Det er også derfor at man ikke kun taler om babyboble og alle de der lyserøde termer. Der er også masser af artikler om rutchebaner, omvæltninger og kæmpe usikkerhed.
    Da jeg fødte vores første dreng for snart fem år siden, var jeg også meget usikker på det hele. Det voksede efterhånden til en kæmpe Tigermor som ikke lod andre i nærheden af babyen. Og det var okay. Fordi det skulle jeg igennem. Jeg tror at det bundede i, at jeg ikke kunne tåle nogle former for kritik eller ord, som jeg kunne vende til kritik.
    Ved vores anden søn blev Tigermoderen lidt mindre og mine nære veninder måtte holde ham. Og på en god dag: min mor.
    Nu venter jeg vores tredje – En pige – Og jeg er vokset helt sammen med mor-rollen. Eller også er jeg bare vokset.
    Moderskabet er en meget voldsom og forunderlig størrelse. Bliv ved med at skrive om det, for langt de fleste af dem som færdes her i blogland, har været der.
    Tillykke med din søde pige og hurra for Jeres familier!

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Når jeg læser din kommentar om moderskabet som en forunderlig og skræmmende størrelse, tænker jeg, at det netop er det, det er så svært at forberede sig på. Nogle ting skal vist desværre bare erfares, før man kan begribe dem.

      Svar
  21. Mette

    Så dejlige billeder, Ida :)

    Jeg har tænkt på dig og er ked af at høre, at du har haft en lidt svær start. Jeg læste dit indlæg første gang for et par dage siden og det har sat mange tanker i gang fra første gang jeg blev mor for snart 6 år siden. Tanker og følelser som bliver ved med at ligge lige under overfladen og som popper op så snart der er en fødsel i omgangskredsen, eller når jeg læser om fødsler på forskellige blogs. Og trangen til at fortælle mere om det presser på. Jeg gik med nogle andre ting end dem du beskriver, men følte mig også meget alene om dem. Og en ide og drøm om at skrive en bog om det dukkede op. Fik dog aldrig skrevet mere end en enkelt side (og så kom Julia Lahme jo lige inden om, og hvem tør kommer i kølvandet på hende?! ;) I stedet startede jeg bloggen. Fik bare aldrig taget mig modet til at skrive om de mere personlige ting omkring min oplevelse af at blive mor, som var min ide med at starte bloggen, og man må sige at den har taget en lidt anden drejning med tiden ;)

    Nå, det blev en længere historie ;) Når det er sagt, så tror jeg, at det er mere almindeligt end ualmindeligt, at blive lidt shaken før eller siden som nybagt mor. Der er så mange forventninger til det hele (både ens egne og andres), – til graviditeten, fødslen, tiden lige efter, kærligheden til barnet og barslen, og det er meget nemt at blive skuffet. Dertil kommer alle hormonerne, den manglende søvn, manglende tid til sig selv og ikke mindst processen i at finde sin rolle både som mor til sit barn, men også ens ny rollen til ens andre relationer,- egne forældre, familie og venner, hvor der også sker stor forandringer. Det hele er en kæmpe omvæltning og en lang proces, og det er en rigtig god ting, at kunne mærke efter og sætte ord på som du gør. Det skal nok blive rigtig godt! :) Stort kram :)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Jeg kunne ikke være mere enig med alle dine betragtninger, du rammer fuldstændig plet! Du er en klog kvinde, Mette, så hvis du alligevel får lyst at skrive lidt om det på bloggen, kan det kun blive godt.

      Svar
  22. Nanna

    Et virkelig smukt indlæg. Jeg er ikke mor, men håber en dag at blive det. Blev meget glad (og lettet) over at høre at du nu også oplever den babybobbel som så mange mødre omtaler :)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Ja det gør jeg i små øjeblikke – men der er bestemt også øjeblikke som er mega, hamrende hårde og frustrerende. Og jeg tror, at man gør sig selv en stor tjeneste ved at være indstillet på, at sådan vil det også være. Selvom det er umuligt at forberede sig på den øjeblikkelige afhængighed af en og tab af bevægelsesfrihed som indtræder øjeblikkeligt efter fødslen. For mig har det virkelig været nyt og ukendt territorie, som har budt på udfordringer.

      Svar
  23. Mette

    Kære Ida, jo flere, der ikke anser babyblues for tabu, desto flere finder ud af de ikke er alene. Det er sejt af dig at dele, det vil hjælpe mange tror jeg.

    Mine barsler/fødsler var rent kaos af mennesker, der væltede ind af døren, og mig der ikke formåede at råbe nej tak, en amning, der ikke kunne lade sig gøre pga. min brystreduktion, det var der desværre ingen der vidste (og da jeg anden og tredje (!) gang informerede sundhedsplejersken om den fysiske umulighed, fik jeg alligevel et langt foredrag om, hvor godt det var at amme, ja nærmest det eneste rigtige med mindre man ville ha’ at ens børn blev ungdomskriminelle ;-), samt en masse andre ting. Min babyblues blev en permanent stemning, og jeg gik indtil tredje gang og turde ikke sige det til nogen, for måske var det bare sådan man skulle ha’ det. Så igen, jeg synes du er sej! OG når først tingene er sagt, så er de ofte ikke så grimme?

    Hold fast i at du gør alt det bedste du kan, og så er jeg faktisk også sikker på at du er en superdejlig omsorgsfuld mor, med de følelser og tanker man har i den vilde periode af sit liv. At blive nogens mor er jo rent faktisk ret vildt, og der er ikke noget at sige til at det sender en helt ud i begge ender af følesesregistret.

    Jeg håber, når sneen engang gør det hele mere farbart, at møde dig med barnevognen og få sagt ordentlig tillykke og få et glimt af jeres smukke lille pige.

    Et ordentlig kram herfra!

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Tak for din ærlige og åbenhjertige kommentar Mette, fedt at du også deler! Og ja, når tingene først er sagt (eller skrevet) er de knap så “farlige”. Ligesom det har været overvældende at læse jeres kommentarer.
      Jeg gjorde det, som du ikke fik gjort, og har takket nej til og udskudt rigtig mange barselsbesøg. Det har været lidt barsk, for folk mener det jo så godt så godt, men det havde jeg brug for, og jeg har ikke fortrudt et øjeblik. Og så er det altså en hel del skønnere med alle de besøg her hvor hun er nogle uger gammel, og der hersker en helt anden ro og hverdag herhjemme.

      Svar
  24. Tine

    Det kender jeg også godt søde Ida, og jeg tror egentlig aldrig jeg som sådan har oplevet den der babybobbel, for at være helt ærlig. Desværre… Det er der desværre bare ikke rigtig nogen der beskriver, så folk som Nanna ovenfor, og for så vel du og jeg indtil fornylig, går rundt med et eller andet overromantiseret billede af det at få børn. Måske derfor rammer virkeligheden endnu hårdere. Vi har det romantiske billede så fast printet på nethinden og man kommer til at føle sig helt forkert, hvis det ikke er netop den følelse man har. Jeg tror for så vidt at jeg har skrevet på min blog at jeg har oplevet den babybobbel, selvom det egentlig ikke var sådan jeg havde det. Jeg tror egentlig min grundfølelse det meste af min barsel har været tilfredshed, men på grund af det lyserøde billede der opstilles, har jeg ikke følt at det var godt nok, selvom det måske egentlig har været det.

    Håber du finder ro i din grundfølelse, hvad end den måtte være.

    Kram fra Tine
    (Som elsker sit barn, på trods af manglende bobbel)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Jeg elsker bestemt også mit barn, bobbel eller ej. Men det er fx også gået op for mig, at det er en følelse som kommer gradvist, sammen med følelsen af at være mor, for mig var den der i hvert fald ikke fra det første øjeblik.
      Jeg synes, det er nemmest at sætte ord på og formidle de glade, positive oplevelser, men jeg vil bestræbe mig på ikke at overromantisere herinde.
      Dejligt at høre, at du set i bagklogskabens lys alligevel er tilfreds med din barsel. (Og nu er hun allerede børnehavebarn, hvor er det vildt!)

      Svar
  25. Charlotte

    Synes det var hårdt de første 4 uger – indtil vi havde en rytme herhjemme. Men siden har det bare været helt fantastisk – lille Alba er nem. Vi kommer en del ud – og lever s vidt muligt det liv jeg levede før. ELSKER at være blevet MOR <3

    Charlotte
    http://www.fitmom.dk
    En personlig blog om et være mor, komme i form efter fødslen og træning.
    Smut forbi bloggen hvor du pt kan vinde bogen "Fit på 100 dage"

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Hvor er det dejligt for dig. Jeg begynder også at kunne øjne en døgnrytme herhjemme, og det gør alt andet lige livet lidt lettere med forudsigelighed.

      Svar
  26. Heidi

    Kære Ida
    Først og fremmest tillykke med jeres lille smukke pige. Nu er dit indlæg allerede flere dage, så du er sikkert endnu “længere” end da du skrev det, for det er jo det tiden sammen gør. Jeg husker tydeligt lykken da vi fik Alberte men bestemt også en stor usikkerhed og følelsen af at blive overvældet af det ansvar det er at være nogens mor. Det er stadig vildt angstprovokerende for mig selvom min mortitel har nogle år på bagen. Min usikkerhed følte jeg meget i forbindelse med amningen. Også selvom det fungerede nærmest fra første gang. Men bemærkninger som “er hun allerede sulten igen” “er hun allerede færdig” var ved at gøre mig tosset. Det kunne også være sætninger som “børn tager ikke skade af at græde lidt” “tror I ikke I giver hende dårlige vaner” osv osv. Vi havde en klar holdning til hvordan vi mente det var bedst for Alberte og jeg forstår stadig ikke helt hvorfor de mange bemærkninger gjorde mig så usikker. Men det gjorde de og jeg refererede hver gang til diverse undersøgelser og til sundhedsplejersken :) med Holger var det anderledes, der var jeg blevet så sikker på rollen at jeg turde bruge min egen mavefornemmelse som den vigtigste argumentation. Mit ønske for dig er at du tør stole på din intuition og stole på at du er verdens bedste mor for jeres lille pige. Jeg er helt sikker på hun har valgt jer af samme grund ;)
    De kærligste hilsner

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Uha ja, selv den mindste bemærkning kan gøre en ny mor usikker! En god sundhedsplejerske er guld værd, og så synes jeg faktisk, at jeg lytter meget til min fornemmelse, eller intuition om du vil.
      Og ja, tiden arbejder bestemt for mig. Indlægget hjalp til at bearbejde nogle ting, og meget har udbedret sig med tiden. Men opgaven forude og mor-ansvaret er bestemt stadig stort og skræmmende!

      Svar
  27. taburetten

    Først og fremmest vil jeg også bare gerne sige tak fordi du deler, der er så mange der ikke tør udgive disse følsomme indlæg.

    Min egen start på ‘morskaben’ var ej heller kun præget af glæde og jubelsmil. Det var en turbulent start, med indlæggelse på barselsafsnittet hvor jeg desværre også fik ringe hjælp til at få etableret amningen. De første mange dage bød på blødende, ømme bryster og et barn der var umættelig, det var ved at tage pusten helt fra mig. Jeg er virkelig også taknemmelig for at min mor var der plus verdens bedste sundhedsplejerske. Men jeg tror de første mange dage gik i en sær blanding af usikre smil, en hengemt lykkefølelse og en gennemsyrene smerte i hele kroppen, der slørede det hele til en grå masse. Det var svært at lige finde fodfæste ovenpå den start, men langsomt og sikkert fandt jeg mit ståsted som mor. Nu er nr. 2 på vej og jeg kan mærke helt ned i maven, at det har gjort mig godt. For jeg er nu mere rolig og ved at jeg efter fødslen kan forvente sådan en rutsjebanetur. Hormonerne spiller en stor rolle i efterforløbet, og det skal vist bare have frie tøjler, så skal man nok finde sig selv hen ad vejen særligt når man også er omringet af dejlige mennesker der hjælper en lidt på vej og forstår en.

    Stort kram herfra.

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Tak for din ærlige, personlige kommentar. Ja, hormonerne spiller bestemt ind i tiden efter fødslen, og selvom det er svært at forberede sig på, var det lige præcis sådan et indlæg her, jeg havde brug for. Bla. for at blive bekræftet i, at det er helt normalt, og at man ikke nødvendigvis er på vej mod en fødselsdepression.
      Rigtig meget held og lykke med nr. 2 :)

      Svar
  28. camilla

    Åhhh nu savner jeg da for alvor at holde sådan en lille fin baby i armene igen.

    Puhhh tør slet ikke tænke tilbage til min første tid som mor. Lad os bare sige at den var stik modsat af det som fx Emilie beskriver. Det er en tid som jeg ikke altid tænker tilbage på med glæde. Desværre.

    Og tillykke med moderskabet :-)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Nej, den første tid er bestemt en blanding af surt og sødt. Men efterhånden som der efterhånden kommer lidt struktur på dagene, kan jeg meget bedre trives i det, kan jeg mærke.

      Svar
  29. Fie

    Hej,

    Rørende indlæg – jeg er selv blevet mor d. 14.01.14 til en lille guldklump, og min start har været meget tro din. Mange dage med tudeture, hvor jeg har grædt og grædt uden at vide hvorfor – og tænkt hvordan jeg nogensinde skulle kunne få et liv til at fungerer igen med et barn. Så brystbetændelse (AV) også svamp. Svampen døjer jeg stadig med – men har fået piller der heldigvis hjælper en del ! Har været så tæt på at opgive amningen, har grædt hver eneste gang jeg skulle lægge ham til og overvinde mig selv for at gøre det, fordi det har været så smertefuldt. Sender tanker din vej – og tillykke med din smukke datter.

    Ps. Hvis du ikke har fået piller (fluconazol) mod din svamp, så få det – for det hjælper! Min svamp sidder inde i brystet, og brænder og svier så jeg er ved at skrige. Smørrer også med Brentan mundgel, hvilket også har en effektiv virkning. God bedring! http://www.ammenet.dk/wiki/svamp

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Vores oplevelser lyder meget lig hinanden. Tak for tippet om tabletterne, det vil jeg kraftigt overveje. Jeg er heldigvis ikke lige så hårdt ramt, har i hvert fald ikke lige så stærke smerter, så jeg vil lige undersøge bivirkninger etc først. Men jeg orker virkelig heller ikke flere udfordringer i forhold til amningen! Og har lovet mig selv at stoppe og sige nok er nok, hvis der dukker flere problemer op.

      Svar
  30. Pingback: Myter om at være mor | Taburetten

  31. Tina

    Hvor er din fortælling bare rørende og rammende. Dit mod til at dele det, siger så meget om dig. Uden tvivl bliver det lettere dag for dag, og bare det du tør sige det højt, er fantastisk!

    Min historie er heller ikke lyserød, og det tror jeg de færreste er…da jeg fik den første endte jeg i fuld narkose og min søn på neo. Min krop og mit sind var i sjok og min første tanke da jeg vågnede og min mand sad med et billede at min søn, tænkte jeg hold da op han er svær lidt køn, det var meget bøvl for ham ;-) heldigvis vente det efternogle uger…de første uger var han indlagt så vi havde mange kitler omkring os og et MEGET amme venlig miljø, og alle havde lige guldkornene…jeg tudede hver gang han blev lagt til og tankerne gik i pauserne på hvornår vi skulle til det igen…(og med udmalkning :-(..) det fortsatte efter vi kom hjem, og da min søn var 3 uger, og der stadig ikke var mælk at hente og sår og betændelse, sagde sundhedsplejersken stop for mig. Det var et kæmpe nederlag for mig fordi vores første tid var i det AMME venlige miljø. Men da først flasken blev 100% istedet for supplement vendte min blues…derefter fik vi rytme og flest positiver ind…det var en stor lettelse og befrielse for mig…ved 2. Blev det opgivet efter 4 dages amme forsøg…

    PS ingen af mine børn er indtil videre multiallergiske småkriminelle på trods af flasken ;-)

    Svar
  32. Katrine

    Så fint et indlæg, Ida. Da jeg blev mor første gang var det nemt og amningen var nem, trods for tidlig fødsel og indlæggelse. Nu her 2. gang er det hele bare rockerhårdt, og det kom virkelig bag på mig at amningen gjorde ondt! Pyh, er nok ikke ude på den anden side endnu.. Har skrevet lidt på min blog også..

    Svar

Skriv en kommentar