Gravidyoga

gravidyoga-gravid-yoga-aalborg-dgi-huset-nordkraft-birgitte-helwegGodmorgen og lidt forsinket godt nytår! Jeg starter 2014 med en saliggørende anbefaling med garanteret velvære-faktor.

Selvom det har været et underliggende tema de sidste par måneder, har der ikke været mange indlæg som udelukkende har handlet om min graviditet. Det har der været forskellige årsager til, store som små. Jeg har ikke gået med en årelang drøm og forestilling om at være gravid, og har derfor følt mig som en ren nybegynder det meste af tiden. Det har været en proces for mig, men ikke nødvendigvis blogmateriale, for jeg har forsigtigt famlet mig frem. Og så har jeg egentlig mest af alt følt mig som “Ida” og ikke “gravide-Ida”, og det har absolut ikke gjort mig noget. Derudover har det været et hæsblæsende efterår for os med studiestart, flytning og generel travlhed, og det var derfor først et godt stykke inde i min barsel, at jeg for alvor fandt ro til at trække vejret dybt og fordybe mig i det her med at være gravid, fremfor at jonglere med en masse forskellige roller som flyttemand, bolig køber/sælger, kollega, lærer, og støttende kæreste. Hvilket kun har været muligt, fordi jeg har været virkelig heldig og fysisk har været på toppen hele graviditeten.

Alligevel har der midt i alt dette stress og jag været nogle lyspunkter, hvor jeg har fundet roen til at udforske og dyrke den nye rolle som gravid og kommende mor. Hver tirsdag eftermiddag har jeg gået til gravidyoga i DGI huset Nordkraft med instruktør Birgitte Helweg. Yoga er en yderst stilfærdig motionsform, og det har været fantastisk at hive en time ud af kalenderen til at dyrke langsommeligheden og fordybelsen, samtidig med at jeg kan mærke kroppen smelte, blødgøres og blive smidigere for hvert stræk. Birgitte har en fantastisk ro, autencitet og varme omkring sig og dette smitter af på stemningen på holdet. Det har virkelig været mit frirum, og en dejlig chance for at komme i kontakt med min krop og forberede mig på det forestående. Det er desværre ikke mange gange, jeg har tilbage, med mindre end en uge til termin, men jeg kan varmt anbefale gravidyoga, og hvis du er heldig at bo i Aalborg, kan du læse om holdet i Nordkrafts smukke, rå omgivelser lige her.

2 tanker om "Gravidyoga"

  1. Ninna

    Ja, I har haft et heftigt efterår med rigeligt at se til:-)
    Dejligt at du fandt roen og fordybelsen Ida, jeg tænker på dig hver dag om det mon er nu!!!
    Lige om lidt er du mor, hvor er det bare vildt <3

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Ja, det har været et ret travlt efterår!
      Min mor har lige kigget papirerne igennem, hun gik 10 dage over med mig…! Så hvis vores graviditeter også ligner hinanden på dette punkt, har det lange udsigter endnu ;)

      Svar

Skriv en kommentar