Ferielæsning sommeren 2013

IMG_0353 IMG_0354Ferietid betyder benene op, afslapning og god tid til at fordybe sig i en stak bøger. Det er alt, alt for lidt fornøjelseslæsning, jeg når i hverdagen, men i ferierne tager jeg revanche. I år har min bunke læsestof bestået af disse bøger:

I love New York af Karin Gråbæk er for anden gang med i feriekufferten til New York. Første gang hentede jeg mange konkrete tips i den, denne gang knap så meget, men beskrivelserne har været med til at sætte mig i den helt rette stemning inden afgang.

Bid af Stine Askov er en lille, letlæst sag som både vækker medlidenhed og får mig til at smågrine. Signe på 29 lider af en depression, og hendes knivskarpe kommentarer og konstateringer spidder både hende selv og omverdenen på en vidunderligt tragikomisk facon.

Grace af Grace Coddington er et must for enhver modeinteresseret, ikke mindst hvis man, ligesom jeg selv, blev lidt fascineret af damen i The September Issue. Grace fortæller levende og interessant om sit fascinerende liv, som spænder over nogle mindst lige så spændende årtier.

Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn (gave). Årets store overraskelse for mig! Jeg slugte bogens 493 sider på to dage og blev holdt i en skruetvinge af spænding hele vejen igennem. Det er næsten umuligt at referere handlingen uden at afsløre for meget, men det første lange stykke tid opbygges et billede af et ægteskab, hvor begge parter lyver for sig selv, hinanden, omgivelserne og læseren. Især manden, Nick, fremstår som en helt igennem usympatisk type… Indtil der sker et skift, og alle dine forestillinger vendes på hovedet. Jeg kan stadig ikke helt finde ud af, om jeg elsker eller hader øjeblikket, hvor det gik op for mig, at der ikke var sider nok tilbage til, at jeg kunne få den slutning, jeg håbede på.

Det blinde punkt af Julie Hastrup. God, underholdende og letlæst krimi. Der er lidt rigeligt med klicheer og stereotyper, men plottet er spændende og lever nem underholdning til en afslappende læsestund.

Jonathan Franzens Korrektioner. Jeg har en fascination af store familie- og generationsromaner, og er i den forbindelse stødt på Jonathan Franzens navn flere steder. Nu har jeg kastet mig over Korrektioner, og selvom jeg indtil videre synes, den kan være lidt tung at få hul på, er jeg ikke i tvivl om, at dramaerne lige om lidt vil rulle derudad, og handlingen for alvor vil udfolde sig.

Sidste år fik jeg rigtig mange gode tips, som jeg har haft stor glæde af, så derfor spørger jeg igen: Hvad har I læst denne sommer, som I kan anbefale?

7 tanker om "Ferielæsning sommeren 2013"

  1. Marina / cand.mor

    Aj, er Nick usympatisk? Pt. virker han bare vattet for mig. Har vist ikke læst nok af den endnu :)
    Har også læst Det blinde punkt og kan virkelig nikke genkendende til din beskrivelse af bogen. Var frygtelig skuffet de første 50 sider, men så blev det heldigvis ganske god underholdning.

    Pt. læser jeg (foruden Kvinden der forsvandt) Lasten, der er Hanne Bech Hansens debutkrimi, og den er virkelig spændende. Der går lang, lang tid, inden man finder ud af, hvad der er i den last, og imens stiger spændingen bare mere og mere. Super god krimi, og jeg har også tænkt mig at læse efterfølgeren (omend det er et selvstændigt bind), Operation Da Capo.

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Ej jeg ved heller ikke, om jeg var for hård ved Nick… Fik bare det indtryk, at han løj for alt og alle, måske sig selv inkl. Men i anden del af bogen bliver han rykket godt og grundigt rundt i manegen ;)

      Svar
  2. Gitte

    Er ikke kommet så langt i sommerlæsningen endnu, men ind til videre kan jeg klart anbefale Stephen Kings Dyrekirkegården. Og så synes jeg Maria Semples Hvor blev du af Bernadette er genial og let sommerlæsning :)

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Maria Semples har jeg aldrig hørt om før, men det er altid rart med bøger som ikke er alt for tunge, til dage hvor koncentrationen bare ikke er til andet. Tak for anbefalingen, hende vil jeg kigge nærmere på!

      Svar

Skriv en kommentar