Smagen af rust og ben

20130402-232151.jpg
Vi satte punktum for påsken på den bedst mulige måde med en tur i Aalborgs hyggeligste biograf, Biffen. Jeg elsker, når vi får plads på bagerste række, som bogstaveligt talt er en sofarække. Så kan man sidde der i den lille love seater og flette fingre eller gemme sig ved hinandens skuldre, alt efter hvad filmen indbyder til. Smagen af rust og ben, som vi så, gav anledning til begge dele. Filmen spiller på mange strenge, og er både barsk, brutal og vanvittigt smuk på billedsiden på en og samme tid. Barsk i både de brutale, illegale slåskampe, men også ulykken som vi ved kommer, og den efterfølgende erkendelse af, at alt er forandret. Smuk i de mange detaljebilleder og modlys, som den franske sydkyst som kulisse leverer. Hovedpersonen, Ali, er lutter krop men ikke meget forstand eller følelse, og alligevel er det ham, i alt hans kluntethed, som hjælper Stephanie, som for nyligt har fået amputeret benene efter en tragisk ulykke, til at opbygge en ny tilværelse. Alt andet omkring Ali ligger dog i ruiner, men ligesom Stephanie har trænet spækhuggere, kan muskelbundet Ali måske dresseres. To sølle eksistenser som måske kan nære hinanden. Smagen af rust og ben er svær at definere, men aldrig klichefuld eller kedelig. Afsti, afsted, den skal ses!

En tanke om "Smagen af rust og ben"

Skriv en kommentar