Pancakes ala pco

Som varslet igår skulle der kage på bordet i denne weekend! Kagesulten hærgede allerede fredag eftermiddag, og derfor skulle det helst være noget som kunne gå lidt kvikt. Løsningen blev disse pandekager, som jeg har eksperimenteret mig frem til som et morgenmadsmåltid. De fungerer dog lige så fint som eftermiddagssnack, ikke mindst toppet med min nye bedste ven peanutbutter. Skyr, mandler og frysetørrede bær er også godt som tilbehør, eller, når man rigtig skal frådse, et tyndt lag af den sukkerfri nutella fra Cavalier.
Udover pandekagehygge nåede vi også i biffen igår og så Hushpuppy. Den har fået fantastiske anmeldelser, men jeg går stadig og tygger på, hvad jeg mon synes om den. Den er god, ingen tvivl om det, men den får ikke nødvendigvis topkarakter hos mig. Sommetider kan jeg godt have anmelderne under mistanke for at skele for meget til en films meritter, og det er i hvert fald altid et dårligt tegn, hvis omstændighederne omkring produktionen får lige så meget spalteplads som selve filmen. I Hushpuppys tilfælde har de i hvert fald brugt meget krudt på amatørskuespillerne (som gør det fantastisk!), at det er en såkaldt independent film, og et imponerende lavt budget på 1.8 millioner dollar. For slet ikke at tale om et af filmems tema om klimaforandringer. I kan godt høre det, ikke? Der er mange “tjek’er” på de kulturradikales liste ;) Hvorom alting er, er Hushpuppy dog en fin og sælsom film som i roligt kan gå ind og se, hvis I har en aften i overskud.
Nu står den på hjemmelavet sushi og en rolig aften på sofaen. Ha’ en dejlig lørdag aften!

Små, buttede pandekager (nok til 4 personer)
2 æg
3 spsk. skyr
2 spsk. mælk
1 moset banan
1/4 tsk. vaniljepulver
2 mål Husk
1/2 spsk. stevia
1 spsk. mandelmel
2 spsk. kamutmel
2 spsk. kokosmel
1 tsk. bagepulver
Kan tilsættes 2 spsk. kakaonibs for at få lidt crunch.
Smør til stegning

Rør alle ingredienserne sammen til en tyk men lind dej og steg de små pandekager i en smule smør.

8 tanker om "Pancakes ala pco"

  1. Marian N. Larsen

    Jeg elsker også pandekager og når jeg i perioder undgår stivelse + sukker, så er mine bananpandekager min redning – de redder enhver lækkersult hos mig og består bare af bananer, æg og lidt vaniljepulver. Jeg steger gerne i kokosolie, da kokossødme også klæder pandekagerne. Jeg ved ikke rigtig noget om PCO, men måske kunne kokostoppe også være en god hapser når den søde tand melder sig? De laves jo nærmest bare af kokos, æg og ganske lidt mel….

    Svar
  2. Sofie (Hyggefabrikken)

    Hej Ida.
    Nu ved jeg ikke så meget om din diæt, men vi laver tit pandekager med banan og æg, og intet andet. En blendet banan til et æg, alt afhængig af størrelse. Det er virkelig nemt, og smager rigtig godt. Det er i hvert fald uden både sukker og hvedemel.
    Bare et lille fif :)
    Vh. Sofie

    Svar
    1. Ida

      Tak for tippet, men faktisk er banan ikke ret godt for mig pga. den høje indhold af frugtsukker. Så jeg bruger det yderst begrænset, som fx. i denne opskrift.

      Svar

Skriv en kommentar