Peberkager

Nøj hvor er juletiden en utaknemmelig periode at skulle holde sig fra hvedemel og sukker! Især når man er sådan en bagenørd som mig. Derfor eksperimenteres der på livet løs i køkkenet, og dette blev helt sikkert et af de bedre resultater. Konsistensen er en smule tør og smuldrende sammenlignet med en traditionel småkage, men smagen er helt rigtig og juleagtig. De er ikke kaloriefattige, men de er blide ved blodsukkeret og fri for hurtige kulhydrater.

Peberkager
75 g. smør
4 spsk. piskefløde
1 1/2 dl. mandelmel
2 dl. kamutmel
4 spsk. sukrin
3 spsk. kokosmel
1/4 tsk. hvid peber
skal af 1/2 økologisk citron
1 tsk. kardemomme
1/2 tsk. kanel
1 tsk. bagepulver

Smelt smørret og bland med fløden. Bland alle de tørre ingredienser og tilsæt smørret og fløden. Saml dejen, måske er det nødvendigt at tage hænderne til hjælp. Sæt dejen på køl, gerne til dagen efter, så den bliver til at arbejde med.
Tag små portioner af dejen ud af køleskabet af gangen og rul dem ud, ikke tyndere end 5 mm. Brug kageudstikkere, gerne så store som muligt for at undgå små, tørre kager. Bages ved 180 grader ca. 8 min. Hold øje med dem, de skal blive gyldne, men når kanterne begynder at tage farve, skal de ud.

2 tanker om "Peberkager"

Skriv en kommentar