Hokaidosuppe my way

Efter sidste weekends besøg er der flere som har efterspurgt min opskrift på hokaidosuppe. Faktisk har jeg allerede bragt den sidste år, men det er måske lidt forvirrende, fordi det er et sammensurium af to opskrifter, som jeg så har tilført mit touch. Derfor kommer den nu i sin fulde version, sådan som jeg laver den. Jeg kan på ingen måde tage æren for grundopskriften, og der findes massevis af opskrifter på hokaidosuppe, men dette er altså min version.
Jeg har hidtil lavet den ret klassisk med fløde, men forleden dag havde jeg glemt at købe det, og måtte ty til kokosmælk i stedet. Det gav et rigtig godt resultat, men fører suppen i en lidt mere eksotisk retning. Jeg har skrevet begge versioner på, så kan I selv vælge.

Til fire personer
Olivenolie
1 løg
1 hokaido græskær (gerne øko, for man bruger også skrællen)
2 fed hvidløg
1 chili
1-2 cm ingefær, revet
3 kartofler
2 gulerødder
1/4 l. madlavningsfløde eller 1 dåse kokosmælk
Saft fra 1 appelsin

Pynt:
Sprødstegt chorizo
Koriander
Græskarkerner, ristede og saltede

Alle ingredienserne klargøres og skæres ud. Hokaidoet skrubbes, top og bund skæres af, renses for kerner og skæres i grove tern. Løget sauteres i olien inden græskarret tilføjes. Når ternene er blødt lidt op tilføjes kartofler, gulerødder, ingefær og chili, som svitses med. Herefter hældes der vand på indtil grøntsagerne lige akkurat er dækket. Koges i 20 min. Herefter tages gryden af varmen og suppen blendes, indtil den er jævn og lind. Hvis den er meget tyk, kan der tilføjes mere vand. Tilsæt fløde eller kokosmælk og giv den et opkog. Smag til med appelsinsaft, salt og peber.

18 tanker om "Hokaidosuppe my way"

  1. A + K = ♥

    Hvor ser det godt ud, jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at lave hokaidosuppe, men har besluttet mig for det skal ske inden længe – det ser så lækkert ud.

    – Anne

    Svar
  2. Maria

    Jeg har faktisk aldrig smagt hokaido, og er lidt nysgerrig på smagen – hvad smager den af? Kan den sammenlignes med noget? vi elsker suppe herhjemme og spiser det ret ofte, så det er skønt med lidt inspiration til andre varianter ;) og lækker topping/pynt, en vigtig del :)

    Svar
    1. Ida

      Jeg kan ikke komme på noget at sammenligne med, men suppen smager hverken kraftigere eller mere karakteristisk end alle mulige andre supper på fx. grøntsager eller rodfrugter. Så der skulle være en god chance for, at I kan lide den.

      Svar
  3. Rikke

    Har netop lige set hokaidoer i vores Netto og tænkt, at sådan en suppe ville jeg gerne forsøge at lave :)
    Din opskrift kunne ikke komme på et bedre tidspunkt – glæder mig til at prøve den :)

    Svar
    1. Ida

      Det er sjovt, for jeg tænkte netop i lørdags, om jeg mon ville se dig, for du havde jo skrevet på instagram, at du skulle hygge dig med din veninde, og jeg tænkte, at det nok kunne involvere byen. Du skulle da have prikket til mig! Lov at du gør det næste gang :)

      Svar
  4. Kristina

    Er jeg helt forkert på den men græskar er da no-go for pco??? Den ser lækker ud, men jeg ville ik turde.

    Svar
    1. Ida Forfatter

      Nej du har ret, græskar tæller som høj glykæmisk, og er derfor ikke godt for pco. Men derfor kunne jeg nu stadig godt finde på at lave den i dette efterår også, men det kommer jo an på, hvor strengt man følger kostrådene. For mig fungerer det fint at give plads til nogle af mine yndlings retter.

      Svar
  5. Pingback: Oh you pretty things » Stille efterårsdage

Skriv en kommentar