Friske, sprøde thairuller

Asiatisk mad har en høj stjerne hos mig, og med Aalborgs håbløse mangel på gode spisesteder indenfor denne genre, er det noget af det, jeg altid søger efter på rejser. Hvis alt går vel, får jeg det mindst tre gange hernede i Berlin ;) Hjemme holder jeg meget af at lave disse friske forårsruller, som jeg kunne spise hver dag, hvis bare jeg fik lov.
Mange af tingene laver jeg lidt på slump, så det bliver ikke en trin for trin opskrift, men snarere en beskrivelse af, hvilke ting jeg godt kan lide af få i rullerne, og hvordan jeg smagssætter det.

Du skal bruge:
1 pakke rispapir som kan købes i asiatiske supermarkeder, sørg for ikke at få den slags som skal frituresteges. Papiret dyppes i vand, lægges på tallerkenen, hvor fyldet lægges på, og vil nu være blevet så blødt, at du kan rulle den.

Kylling. Skåret i strimler og marineret i peanutbutter rørt op med lidt vand, fiskesauce, chili, hvidløg, revet ingefær, soya og lidt limesaft.

Oksekød. Køb et stykke godt mørt kød, steg det perfekt rosa, og skær det i tynde skiver. Læg skiverne i en skål og overhæld dem med en marinade bestående af limesaft, chili, forårsløg og ahornsirup.

Sød chilisauce og hoisindip. Sidstnævnte laves ved at koge 1 dl hoisinsauce med 1/2  dl vand, 1 knivspids salt og 1 tsk. sukker. Når det begynder at koge, tages det af varmen og der tilsættes en slat olie. Når den er kølet af, kan der hældes hakkede peanuts i.

Masser af krydderurter! Rullerne skal proppes med lækker koriander og mynte.

Masser af fintsnittede grøntsager! Vi bruger: Gulerødder, agurk, sugersnaps, bønnespirer, forårsløg, mango, avocado, enoki svampe/fløjlsfod, og hakkede peanuts eller cashewnødder.

Perfekt som uhøjtidelig spis-med-fingrene gæstemad, da rullerne først fyldes og rulles ved bordet.

20 tanker om "Friske, sprøde thairuller"

Skriv en kommentar