Hamborg part III

Sidste dag i Hamborg, og dermed tid til at samle op på de ting, vi ikke havde nået de foregående dage. Vi startede med at tage ind til Rathaus U-bahn station for at tage omkring Cafe Paris og købe franske macarons med hjem. Vi havde fået cafeen anbefalet fra flere kanter, og sådan en onsdag formiddag var der fuldt optaget, så der er nok noget om snakken. Om ikke andet kan man slå sig ned med en cafe au lait og beundre det smukt dekorerede loft.

Og vi nåede at se både Rathaus og det charmerende miljø omkring Alsterfleet.

Og fik købt de ting, vi havde fortrudt at have ladet hænge dagen før.

Til frokost tog vi ud til Altona. Jeg forventede en kedelig bydel, men blev positivt overrasket over at finde en lille by i byen og helt klart et besøg værd. Vi spiste frokost på Klippkroog i Große Bergstraße, en lækker cafe med rustik mad fra lokale producenter. Derudover har Klippkroog, i modsætning til mange andre spisesteder i Hamborg, tjek på det med lækkerhedsfaktoren. Menukort i kernelæder, flydersofaer udenfor, tatoverede servitricer og råt interiør er alt sammen med til at gøre det til en helstøbt oplevelse. Og lækker limonade ikke mindst, mmm det stads kunne jeg virkelig godt blive forfalden til!
Vi fortsatte videre ud i Altona for at købe franske kager hos Cafe Eclair au cafe, men vi gik desværre forgæves og blev mødt af en ferielukket dør. Til gengæld lå der andre søde cafeer i gaderne Kleine og Große Rainstraße, som sagtens kunne tåle et besøg.

I øvrigt kan filmen Soul Kitchen varmt anbefales, både for en god filmoplevelse og som opvarmning til en Hamborg tur. Vi så den først, efter vi var kommet hjem, og det var en dejlig anledning til at dvæle ved Hamborg minder.

En tanke om "Hamborg part III"

Skriv en kommentar