Filodej med hvidløg/rosmarin kartofler

Forleden dag modtog jeg en dejlig pakke fra græske Gaea (gave) proppet med lækker olivenolie. Med den ekstravagante mængde olie, var det en oplagt mulighed for at lave den opskrift, jeg kender, som involverer mest muligt olie. Retten stammer fra min svigermor, og minder i princippet om en pizza bianco, men til forskel fra pizza serveres dette som tilbehør. Man kan snildt tilføje lufttørret skinke, og bruge det som hovedret med en grøn salat til.
Bund:
4 fed hvidløg
2 spsk olie (vi brugte Gaeas Sitia olie som er meget frisk)
2 spsk vand
Rosmarin efter smag
5 plader filodej
Pres hvidløget, hak rosmarinen, og bland det med olie og vand. Læg et lag filodej på bagepladen af gangen og pensl den med marinade, inden det næste lag lægges ovenpå. Slut af med et lag marinade. Selvom det kan virke som en ret stor mængde marinade, kan jeg forsikre jer om, at man skal bruge hver en dråbe, for at bundene ikke bliver knastørre. 
Opvarm ovnen til 200 grader.
Fyld:
4-8 kartofler alt efter størrelse
50 g. parmesan i flager
Groft havsalt
Et stænk olivenolie
Skær kartoflerne i papirstynde skiver og læg dem ud på filodejen. Riv parmesanen (jeg brugte en kartoffelskræller) og drys den ud over kartoflerne. Afslut med havsalt og et stænk olivenolie.
Bages i 15 minutter til kartoflerne er blevet gyldne og bunden sprød. Skæres i slices og serveres.

15 tanker om "Filodej med hvidløg/rosmarin kartofler"

  1. Line

    Det ser simpelt hen så lækkert og gennemført ude, hele vejen ned…..ren nydelse for øjet. Må prøve at lave den en dag! TAK!

    Svar

Skriv en kommentar