Kopkager med kokos og lime

Sidste weekend havde vi et par øko lime i overskud, og det gav mig (heldigvis) en god undskyldning for at afprøve en gammel kageide. Vejret var sommerligt, og resultatet af mine anstrengelser blev nydt udenfor på græsplanen, hvilket passede ret godt til den tropisk inspirerede smagssammensætning.

Til 12 kager skal du bruge:
125 g hvedemel
150 g sukker
1 1/2 tsk bagepulver
saft og skal fra 1 øko lime
40 g stuetempereret smør
1 dl mælk
1 æg

Forvarm ovnen til 175 grader.
Rør de tørre ingredienser sammen med lime og smør, til det er godt blandet og minder om sand i konsistenssen. Hæld mælken i og pisk, til det netop er blandet. Kom ægget i og fortsæt med at piske til det er indarbejdet og dejen er jævn. Dejen er forholdsvis fast i det.
Fyld dejen i papirsforme som fyldes 1/2-2/3 op, enten med en ske eller ved at dosere dejen med en plastikpose. Bag kagerne i den forvarmede ovn ca. 20-22 min, de skal være let gyldne og faste, når du trykker på dem.

Når kagerne er kølet helt af er det tid til at lave frostingen. Hvis du har en limeskeptiker gemt i maven kan den fint undlades i frostingen, som så i stedet er overvejende sød.
Bland:
275 g flormelis
2 spsk let- eller sødmælk
saft og skal af 1/2 økologisk lime
75 g stuetempereret smør
som røres jævnt, blødt og luftigt. Herefter tilsættes 4 spsk kokosmel, og der piskes, indtil du er tilfreds med konsistensen. Kokosflagerne har givet frostingen lidt tekstur, så kagerne får et lidt rustikt udseende, der bliverr ingen glatte swirls her! Hvis man har mod på endnu mere kokos, kunne det helt sikkert se godt ud at pynte kagerne med et lille drys kokosmel.

En mindre katastrofe som lige nøjagtig nåede at blive afværget!

8 tanker om "Kopkager med kokos og lime"

  1. Karen

    Uhmmm, hvor ser de lækre ud! De må prøves. Hvilken form bager du dem i? Jeg har flere gange forsøgt at finde en form med plads til 6 eller 8 stk med en høj kant, så det ikke vælter over det hele. Men indtil nu er det ikke lykkedes.
    Kh Karen

    Svar
    1. Ida

      Jeg ved ikke, om jeg ville kalde det en høj kant, men jeg har sådan en metalform med plads til 12, hvor jeg sætter papirsformene ned i. Man kan også købe silikoneforme i supermarkeder og isenkræmmere, de fungerer lige sådan.

      Svar
  2. Stina

    Åh hårh, hvor ser de bare lækre ud!! Især når man som jeg er helt vild med både kokos og lime.. Den må jeg afprøve en af de næste dage – tak :0)

    Svar

Skriv en kommentar