Berlin: Coffee and cake

På sådan en sur, våd og kold dag er der ikke andet at gøre end at krybe sammen under tæppet med noget varmt at drikke og måske lidt sødt at spise. Derfor kunne der ikke findes et bedre tidspunkt til dette indlæg som netop handler om kaffe og kage i Berlin. Generelt synes jeg, at Berlin vrimlede med indbydende cafeer, som det bare er om at gå på opdagelse i, men med dem her går man i hvert fald ikke galt i byen.

Lidt tilbagetrukket fra Berlins bedste shoppegader, i baggården til Sophienstrasse 21, ligger Barcomis deli. Indehaveren er amerikansk, og det bærer kageudvalget præg af. Her frister et bredt udvalg af cheesecakes, tærter og krydrede kager med centimetertyk flødeostglasur. Cynthia Barcomi har opbygget lidt af et kageimperium, og i deli’en sælges både krymmel, bageudstyr og hendes kagebøger.

Lækker, syrlig lemon cheesecake…

På en lidt lunere dag er gården sikkert favoritstedet

Starbucks er også repræsenteret i Berlin, og selvom der helt sikkert er en masse dårligt at sige om den store, stygge kæde, så holder deres ice latte med karamel altså 100%!

I bunden af Kastanienallee, hvor den går over i Weinbergsweg, ligger Glücklich am park. Glücklich cafeerne er efterhånden gamle kendinge, men det er med god grund, at de er nævnt her, der og alle vegne. Den hyggelige cafe er indrettet med forskellige retro møbler, og menukortet byder på crepes og vafler med alverdens tilbehør. Sukkersødt og tøset så det driver af det, men for mig må det hele gerne være lidt nysseligt nogle gange.

De havde crepes med en overflod af varm chokoladesauce…

Og vafler med en dejlig smag af kardemomme…

Og pæne blomster på bordene.

Og hvis ikke jeg havde været fuldstændig proppet ovenpå den crepe, skulle jeg helt sikkert have smagt Efa’s frozen yoghurt, som vi passerede længere nede af Weinbergsweg. Usødet og økologisk, og helt vildt fristende.

Berlins mest seriøse tilgang til kaffe finder du i The Barn, Auguststrasse 58, lige i krydset ved Koppenplatz. Stedet er amerikansk inspireret, råt og lidt underspillet lækkert. Og så er stedet så populært, at der er rift om pladserne, selv på sådan en gennemsnitlig torsdag formiddag. Vi var de eneste turister, og det er for mig at se det bedst tænkelige kvalitetstegn, hvis de lokale har taget et sted til sig. Hos The Barn er kaffe en videnskab, og alt bliver præcis afmålt, vejet, tempereret og brygget med en, skulle jeg hilse fra Mads og sige, enormt god kop kaffe til følge.

Jeg hoppede på en friskpresset vitaminbombe med appelsin, æbler, gulerødder og ingefær

15 tanker om "Berlin: Coffee and cake"

  1. Vibstjert

    Din Berlinerguide holder max., og efter 3 omgange er behovet for et gensyn bestemt ikke blevet mindre. Du har virkelig fanget top stederne.

    Svar
  2. linda;

    juhuh for en yndlingskategori ;) vi besøgte også glücklich-caféen og den seriøse kaffebar. du er virkelig hurtig med de her guides – ku’ lære noget af dig!

    Svar
    1. Ida

      Der venter et par travle uger forude, så det er om at få det fra hånden nu (mens jeg stadig kan huske alle detaljerne).

      Svar
  3. Christina

    Et fedt berliner hjørne – og nogle virkelig lækre cafeer! Min yndling er og bliver barcomis i x-berg, deres brownies og gulerodskage er gudespise :)) og så med en kaffe til. Så tak – tror jeg skal derind af de næste dage!

    Svar

Skriv en kommentar