Just kids

Som jeg varslede forleden, vil jeg forsøge mig med en boganbefaling. For fra den dag jeg vendte første side af Patti Smiths Just kids, har jeg været draget ind i bogens univers. Bogen har for mig at se tre store forcer; sproget (Patti Smith er poet, rocksanger og tilskrives en del af punkens opståen), skildringen af et usædvanligt kærlighedsforhold og et unikt indblik i kunstnermiljøet i New York, centreret omkring Chelsea Hotel, i 60’er og 70’erne. Den er selvbiografisk, men i lige så høj grad er det historien om vennen og sjælemagen Robert Mapplethorpe. Just kids er resultatet af Pattis løfte til Robert om at skrive deres historie, og det gør hun på den fineste og mest rørende måde.
Den unge Patti flygter fra middelmådigheden til New York for at forfølge sin kunstnerdrøm. Her løber hun ind i Robert, som hun øjeblikkeligt forelskes i og opnår et sjælefællesskab med. Det er ikke nemt at hutle sig igennem, og det kunstneriske udtryk udvikles langsomt, famlende og intuitivt. Patti og Roberts livsforløb som elskende udvikler sig i forskellige retninger, men venskabet, sjælesamhørigheden og det kunstneriske virke forbliver tæt forbundet bogen igennem. Netop dette helt særlige bånd, den helt særlige forståelse for hinanden, er i høj grad medvirkende til at gøre historien interessant, ligesom Smith leverer et indblik i den kreative proces, som i hvert fald interesserer mig.
Just kids udemærker sig ikke kun som en medrivende og spændende personlig beretning, men i lige så høj grad som et indblik i miljøet omkring Chelsea Hotel fra en i inderkredsen. Listen af betydningsfulde og prominente navne i Pattis omgangskreds er uendelig, og hun leverer et unikt indblik i dagligdagen i disse kredse, som spænder bredt fra beatforfattere over Andy Warhol og the Factory til store rocknavne som Joplin, Hendrix og Reed.
Just kids leverer gode, rørende og medrivende læseoplevelser, et indblik i den kunstneriske sjæl og en spændende tidsepoke. Den kan varmt anbefales alle med smag for kunst, kærlighed og det vilde bohemeliv.

6 tanker om "Just kids"

  1. sophie

    Hej Ida! Super fint med en boganbefaling. Bogen har længe stået på min ønske-læse-liste.:) Og den lyder da også virkelig god.

    Svar

Skriv en kommentar