Orange cupcakes

Appelsinen kaldes med rette vinterens kongefrugt, og her i den mørke tid er det netop også om at mæske sig i eksotiske, importerede frugter, inden de danske igen kommer i sæson. Når jeg bager, bruger jeg hovedsageligt økologiske ingredienser, kun bagepulveret mangler det røde Øko mærke. Det er jo smag og behag, om man køber økologisk, jeg er overbevist om, at det kan aflæses i både smag og kvalitet af produktet, for slet ikke at tale om dyrevelfærden. Men når man bruger skallen af citrusfrugter, som man skal i denne opskrift, er man nødt til at købe øko, for at undgå det giftige stads, som de almindelige er overfladebehandlet med.
Jeg har i et stykke tid rumsteret med en ide om at bage med appelsiner, og da mine nye sprinkles kom forleden, var det den perfekte anledning til at komme i omdrejninger. Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Magnolia Bakery, som jeg har justeret lidt og tilpasset danske forhold. Smagen er let og syrlig, helt tilpas efter min mening. Men længes man efter en kraftigere smag, kan man smage frostingen til med lidt mere revet apelsinskal.
Frostingen har jeg farvet svagt lysegul med pastafarve, og drysset er mine nye snefnug. Jeg har igen øvet mig på det helt rette swirl (Magnolia bakery siger, at det tager ca. 40 timer inden deres ansatte får det rigtige tag!) og der er klare forbedringer at spore. Den er ikke blevet så glat på siderne, som jeg godt kunne tænke mig, og det skyldes nok mest af alt, at frostingen blev en anelse for tør. Skal frostingen på med en tyllepose må den gerne være fast, mens den skal være ret blød for at kunne påføres pænt på denne måde. Fordybningen på toppen, swirlen, blev dog lige tilpas, så den kan rumme en masse fin pynt!

Til 15 orange cupcakes
150 g mel
1 tsk. bagepulver
100 g blødt smør
200 g sukker
1/2 spsk. fintrevet økologisk appelsinskal
2 store æg (ikke dem fra bur, vel)
Saft fra 1 appelsin
1/2 tsk. vanilje ekstrakt (eller brug et drys Urtekrams vaniljepulver, som udelukkende er korn fra vaniljestænger)

Forvarm ovnen til 200 grader. Rør det bløde smør, sukker og appelsinskal sammen, indtil det er luftigt og ensartet. Tilsæt æggene et af gangen og rør indtil de er rørt helt ud i dejen. Bland mel og bagepulver, inden det tilsættes dejen. Afslut med appelsinsaft og vanilje.
Fordel dejen i 15 forme, de bør ikke være meget mere end halvt fyldt. Bag dem i ca. 15-20 minutter, de skal være gyldne på toppen. Lad kagerne afkøle helt, inden du pynter dem.

Frosting
100 g smør
300 g flormelis
3 spsk letmælk
Lidt vanilje

Alle ingredienserne blandes i en skål og røres blødt og luftigt, gerne ca. 5 min. Hvis frostingen skal farves, tilsættes det som det sidste, og der røres grundigt, så farven fordeles.

Bon appetit!

16 tanker om "Orange cupcakes"

    1. Ida

      Ja, efter vores USA tur er jeg også blevet ret begejstret for denne måde. Det er lidt mere afslappet, knap så pyntesygt.

      Svar
    1. Ida

      Jeg synes, appelsinen fungerer rigtig godt i disse kager, og jeg er ellers ikke ret vild med orange smag.
      Ej alt mit krukkeri med frostingen er jo lidt noget pjat, det er bare fordi jeg er lidt nørdet med det + perfektionistisk oveni hatten ;o)

      Svar
    1. Ida

      Argh, der var to 0’er som havde gemt sig i skyndingen! Det er selvfølgelig 200 g sukker, jeg har også rettet det i opskriften.

      Svar

Skriv en kommentar