Adventskalender # 4

Fjerde og sidste adventslåge gemmer på smukke kræmmerhuse fra Louise Maagaard. Jeg opdagede Louise ved et tilfælde sidste efterår, netop som hun havde pyntet butikken i Hadsund med hendes serie af julepynt. To af de fine kræmmerhuse blev mine, og det er netop sådan et sæt, du har mulighed for at vinde.
Louise Maagaard er ikke optaget af det pæne, men snarere at eksperimentere med materialet. Mange af hendes produkter har netop porcelænets egenskaber som omdrejningspunkt, og der afsøges grænser for hvor tyndt, skrøbeligt eller skævt produktet kan laves uden at miste dets funktionalitet eller gå itu.
Kræmmerhusene udstråler netop skrøbelighed i deres opbygning, som mest af alt minder om snore i tilfældig karambolage. I Louises butikker pynter kræmmerhusene i vinduerne med kristtjørn eller gran, de er også flotte med julegodter, men hos mig hænger de med fyrfadslys i, som kaster det skønneste skyggespil.
Louise Maagaard er uddannet fra Designskolen Kolding og har eget værksted med tilhørende butik i Hadsund samt en butik i hjertet af Aalborg. Selvom uddannelsen lyder på keramiker, fylder de farverige malerier nu lige så meget i hendes virke og i butikkerne. I 2010 vandt hun prisen for bedste kunsthåndværk på Dok #1, ligesom hun ofte er at finde på messer, markeder og udstillinger i hele landet.
Hvis du også gerne vil have et sæt kræmmerhuse at hænge på juletræet, skal du lægge en hilsen i kommentarfeltet, så trækker jeg lod søndag aften.

46 tanker om "Adventskalender # 4"

Skriv en kommentar