Nu med rygmærke

Jeg har i flere år sendt lange blikke efter de quiltede jakker fra først Holly Golightly og Kragh Rosenberg, og siden alle de fine jakker Line og hendes kursister frembringer. Desværre har finanserne ikke været til det, og geografien umuliggører at gå hos Line. Efterhånden som jeg er blevet mere modig (eller dumdristig?) med symaskinen, begyndte jeg at kigge mig om efter et mønster på sådan en jakke. Valget faldt på Astrid fra Stof2000, hvor jeg også købte stoffet med små stjerner. Jeg var fristet af stof med flere farver og vildere print, men endte med en neutral farveholdning, da det var vigtigt for mig, at den skulle kunne bruges sammen med så meget tøj som muligt. Den er quiltet i baner med en tynd volumenvlies, og kanterne er afsluttet med skråbånd. Jeg har fravalgt at lave lommer foran for at gøre den mere enkel, til gengæld skulle der være lidt fis bagpå, og derfor er der applikeret en stjerne i leopard print. Teknik tror jeg ikke, man kan tale om; jeg har bare prøvet mig frem.
Da jeg gik i gang med jakken, havde jeg som mål, at den skulle være færdig inden vores tur til USA. Mens resten af landet syder, har San Francisco ry for at være diset og kølig, selv om sommeren. Målet er nået, og jeg er godt tilfreds med resultatet.
Imorgen tager jeg til Falster for at nå at besøge min mormor og det elskede sommerland, inden vi rejser overseas. Desværre tegner vejrudsigten ikke for godt for den kommende uge, men så må den stå på indendørs sysler og måske ture rundt i landsdelen.

14 tanker om "Nu med rygmærke"

  1. Binemor

    Jeg kigger også med begejstring på Jeres fine jakker(!) mon jeg tør kaste mig ud i projektet?? Synes virkelig at din er San Francisco værdig, du starter da en ny trend derovre ;)
    Måske du deler ud af mønsteret?

    Svar
  2. Ida

    Binemor: Mønsteret kan købes hos Stof2000, det heddder Astrid. Det er ok tilgængeligt, så kast dig ud i det! Dog bør du købe vliesen, mønsterpapiret osv. i Stof og stil, hvis du har mulighed for det, de er væsentligt billigere.

    Svar
  3. Lis Rylander Karlsson

    Der var den jo!! IH, hvor er den pæn! Jeg har også købt stjernestoffet, det er bare så lækkert. Ny-de-lig stikning i kantebåndet. Det er de små detaljer, der afgør lækkerhedsfaktoren.

    GOD tur til SF. Bare det var mig. Jeg er PLUSundelig:)

    KRAM

    Svar

Skriv en kommentar