HAK

Her gik jeg og troede, at den tid, hvor man kunne finde keramik fra de store, populære keramikvirksomheder på loppemarkeder, var forbi. – Men der tog jeg fejl. Lørdag tilsmilede heldet mig, da jeg faldt over et flyttesalg ved Aalborgs gågader. Det første, jeg får øje på, er den høje gul-brune vase, og jeg har med det samme en uforklarlig fornemmelse af, at det er en Kähler. Ganske rigtigt, HAK står der i bunden, og fra min mormors keramiksamling genkender jeg det som Herman A. Kählers signatur. – Dermed ikke sagt at vasen stammer fra hans egen hånd, da virksomheden, siden hans indtog, har brugt denne signatur.

På samme loppemarked fandt jeg i en rodekasse et skønt Schollert fad. Jeg har i mange år været vildt betaget af de rillede produkter, men de få eksemplarer, jeg er stødt på, har været for dyre.

Min begejstring ville ingen ende tage, ikke mindst over de meget lave priser.
Begge ting er nu blevet rengjort, og er ved at finde deres rette plads herhjemme. Fadet står i vindueskarmen i mit kontor, hvor lyset falder så fint ind på det. Vasen var lidt sværere at placere, men jeg tror, den skal bo og pynte ovenpå et gammelt skab.
Det er lidt tankevækkende med denne vase. Rent stilmæssigt ligger den fjernt fra vores andre ting og hvad jeg normalt ville betegne som min smag. Alligevel har den en tiltrækningskraft, ikke kun pga. signaturen i bunden, men pga. af nogle åbenlyse kunstneriske kvaliteter ved den. Det er imponerende og fascinerende håndværk, som rækker udover stil og smag.

2 tanker om "HAK"

  1. Annchen

    Heldige asen..:)
    Fadet er super lækkert! Kan godt forstå dine tanker mht vasen – men synes også tit det håndværksmæssige i produkterne er tiltalende;) Og lækker varm gul farve!
    KH Anne

    Svar

Skriv en kommentar