Kaffeslabberas


Idag har vi taget forskud på Mads’ fødselsdag og inviterede hele familien til eftermidagskaffe. Jeg fik lov at låne lidt af glansen, og på den vis blev det også lidt forsinket fødselsdagsfest for mig. Vi trakterede med marengskager med rabarberskum, amerikanske cookies og mini chokolade cup cakes med chokolade frosting. Vejret var fantastisk, så da de sidste kager var fortæret, trak vi udenfor på terrassen i det varme solskin, selvom bondemanden, som høstede ude på marken, gjorde luften tyk og støvet af kornfnug.
Gæsterne havde dejlige gaver med til os begge, og jeg kan ikke dy mig for lige at fremvise nogle højdepunkter.

En fin gammel flagstang med hæklet flag fra min mor.

Min fine vase fra Liebe.
Jeg så den første gang i butikken i påsken, hvor den stod så fint med gule tulipaner i. Jeg faldt pladask for den, men ekspedienten var ikke sikker på, at den var til salg, da det var en ud af ialt to prototyper. Jeg har siden været i kontakt med Susan Liebe, som var så sød at tage den fra til mig. I sommerferien hentede vi den, men da den skulle bruges som en gave fra mine svigerforældre, har jeg måttet vente tålmodigt. Nu står den her på mit sofabord, og jeg er mindst lige så begejstret for den, som da jeg så den første gang. Kombinationen af den blide gule pastel og den buttede form er ren poesi, hvis du spørger mig. Kald mig bare materialistisk, men jeg bliver altså glad helt ned i maven, når jeg kigger på den!

3 tanker om "Kaffeslabberas"

Skriv en kommentar