Hul på bylden

… altså den byld som min hastigt voksende bunke af retro sengetøj har udgjort. Jeg har jo, som tidligere beskrevet, haft frygtelig svært ved at få taget det første tag med saksen i det skønne stof!
Idag tog jeg en rask beslutning og kom i gang! Motivationen bestod i høj grad af den forestående tur til Barcelona, og min mangel på en make up pung. Derfor har det længe været min drøm at sy sådan en, og idag fandt jeg endelig en syvejledning på biblioteket. Så jeg fandt yndlingsstoffet frem (som ydermere var en blid start, da det allerede havde et par huller og lapper) og klippede et stykke som passede til min lynlås, samt et tilsvarende i det lyslilla stof, jeg havde købt til for.
Min symaskine er et loppefund, min mor har købt til mig. Da jeg fik den for nogle år siden, var jeg ikke optaget af at sy, og den blev derfor bare stillet på loftet. Pga. tidspresset var det ikke lige tidspunktet til at sætte sig ind, hvordan min egen maskine fungerer, og jeg kørte i stedet op til min mor, som udover at stille hendes symaskine til rådighed også tilbød sin ekspertise.

Jeg fik lidt hjælp til at sy lynlåsen på, men resten stod jeg selv for. Og jeg kan lige så godt indrømme det; jeg er så stolt, at jeg er lige ved at sprække! Jeg kan sagtens se, at selve pungen er rimelig simpel, men det er en kæmpe tilfredsstillelse, at mit første syprojekt gik uden problemer, og ikke mindst at resultatet blev mindst lige så godt, som jeg havde håbet på.

Jeg har bestemt fået lyst til at gøre mere ved det her med at sy, og så snart jeg er hjemvendt fra ferie, vil jeg have min egen maskine frem og lære den at kende.

6 tanker om "Hul på bylden"

  1. midtimellem

    Jeg er simpelthen også så glad for den + lettet over at det gik ret nemt med at lave den.
    Pas bare på du, snart risikerer du at få en i julegave ;o)

    Svar
  2. Malene

    Jeg turde faktisk ikke skrive det, men jeg kunne godt finde på at ønske mig én. Ville ikke lægge pres på dig ;)
    Opskriften kunne også være fin at få, det ligner noget jeg (måske) også kunne klare ;)

    Svar

Skriv en kommentar